Melvin Gordon har skrevet under på en etårig kontraktforlængelse med Denver Broncos trods massive rygter om et skifte.

Melvin Gordon har været et varmt navn på rygtebørsen i det seneste uger. Senest var Melvin Gordon sågar på besøg i Baltimore, hvor han mødtes med Ravens’ trænerstab og ledelse for at tale om et muligt skifte.

Men i sidste ende vurderede Gordon, at græsset ikke nødvendigvis var grønnere på den anden side. Og i stedet har Gordon besluttet at forlænge sit ophold i Denver ved at skrive under på en etårig kontraktforlængelse til en potentiel værdi af cirka 35 millioner danske kroner ($5 millioner, red.).

Således bliver Melvin Gordon også en del af det “nye” Denver Broncos, som har hentet Russell Wilson ind som angrebets frelser. De to – Gordon og Wilson – har faktisk en fælles college-fortid fra Wisconsin i 2011, hvor de nåede en enkelt sæson sammen.

Gordon står noteret for syv sæsoner i NFL med 8.388 løbede og grebne yards og 67 scoringer som følge. I løbet af de seneste to sæsoner har Gordon været en bærende del af Broncos’ løbeangreb – som også tæller Javonte Williams – med 2.275 yards og 20 touchdowns som følge.