
Detroit Lions og linebacker Derrick Barnes er nået til enighed om en treårig kontrakt. Barnes glippede størstedelen af 2024-sæsonen med en knæskade.
Detroit Lions fortsætter med at investere lønkroner i at holde spillertruppen samlet. Få dage før begyndelsen på transfermarkedet har Lions forlænget aftalen med Derrick Barnes.
Derrick Barnes har skrevet under på en treårig kontraktforlængelse, som potentielt kan indbringe ham i omegnen af 175 mio. danske kroner ($25.5 mio.). Deraf er Barnes garanteret at tjene i omegnen af 110 mio. danske kroner ($16 mio.) med sin nye kontrakt.
Den 25-årige linebacker nåede bare at medvirke i tre kampe i 2024-sæsonen, før han pådrog sig en sæsonafsluttende knæskade. Det var første gang i Barnes’ fireårige karriere, at han ikke spillede mindst 15 kampe i en sæson.
Detroit Lions valgte oprindeligt Derrick Barnes i fjerde runde af 2021-draften, og han stod over for kontraktudløb. Med kontraktforlængelsen har Lions sat sit linebackerkorps til 2025-sæsonen – bestående af Derrick Barnes, Jack Campbell og Alex Anzalone.
Derudover har Lions forfremmet holdets tidligere linebacker-træner Kelvin Sheppard som ny defensive koordinator. Sheppard har spillet en stor rolle i udviklingen af Lions’ forsvar og kontraktforlængelsen med Barnes indikerer også, at Lions kommer til at prioritere linebacker-positionen under Sheppards forsvarsledelse.
I løbet af sine første fire år i NFL har Derrick Barnes leveret 205 tacklinger, fire sacks og en enkelt turnover.








