Jacksonville Jaguars havde flest penge af alle hold at gøre godt med, og nu har de brugt de første. De bliver skudt i retningen af Roy Robertson-Harris, der har gjort det godt hos Bears.

Jacksonville Jaguars har startet et nyt projekt op med Urban Meyer i spidsen, og der var plads til forbedringer på næsten samtlige positioner.

Derfor var det også ganske belejligt, at Jaguars havde det største økonomiske råderum af alle hold i årets free agency, og de har nu åbnet pengepungen og hentet de første tre spillere.

Mest nævneværdigt er den defensive linjemand Roy Robertson-Harris, som har fået en treårig kontrakt med en værdi på op mod 24,4 millioner dollar.

27-årige Robertson-Harris spillede sin største rolle i 2019, hvor han gjorde sig bemærket i en rotationsrolle på Bears’ gode forsvar. Han havde i alt 32 tacklinger og 2,5 sacks. I 2020 kæmpede han med en skade, som efter otte kampe endte med af afslutte hans sæson.

Udover Robertson-Harris har Jaguars også hentet special teams-hjælp med returner Jamal Agnew og safety Rudy Ford. Jamal Agnew kommer til fra Detroit Lions, hvor han har været en af de mest elektriske returnere de sidste par år, mens Rudy Ford tidligere har været special teams-es hos Cardinals og Eagles.