NFC East var 2020-sæsonens mest skuffende division, og der er plads til forstærkninger på alle fire hold. Dog har holdene flere alvorlige spørgsmålstegn, der skal besvares, og et hold som Philadelphia Eagles er meget presset af lønloftet.

Washington Football Team vandt noget overraskende NFC East i 2020, men det var mere et udtræk for resten af divisionens niveau, end deres eget. Dallas Cowboys blev ramt af en skade til Dak Prescott, mens Philadelphia Eagles floppede fælt.

Washington har dog flest penge at gøre godt med i årets free agency, så der er god mulighed for forstærkninger, der kan vifte udfordrerne væk. Hos Dallas har man endelig fået forlænget med Dak Prescott, men nu skal resten af holdet forbedres. Eagles har sendt Carson Wentz på porten er yderst pressede af lønloftet, mens New York Giants økonomisk er fanget lidt i ingenmandsland.

Plads på lønloftet (cap space) er taget fra Overthecap.com, som har regnet det ud fra 2021-lønloftet på 182,5 millioner dollars. Vil du lære mere om cap space og lønloftet, kan du læse vores introduktionsartikel her. Holdene vil helt frem til starten på free agency på onsdag lave små ændringer i deres cap space, så beløbet kan ændre sig løbende.

Som udgangspunkt antager vi, at spillere med kontraktudløb forlader holdet, så et hul på en position kan blive fyldt, hvis holdet forlænger med en spiller.

Dallas Cowboys
Cap space lige nu:
18,8 mio. dollar
Holdmangler:
CB, S, EDGE, DT, OL-dybde
Med Dak Prescotts forlængelse er der endelige ro på de offensive udsigter, og med en fin offensiv linje og gode receivere, kan Cowboys nu skifte fokus til forsvaret, der var virkelig hullet i 2020. Cowboys har lige nu 18,8 mio. dollars, men kan skabe en hel del mere via omstruktureringer af kontrakter, hvis de ønsker det. Der er derfor penge til at opgradere især nede bagved, hvor cornerback-gruppen og safety-gruppen ser svag ud. Jeg så også gerne, at man prøvede at finde en rigtig god pass rusher til at komplementere DeMarcus Lawrence, efter man de sidste par sæsoner har prøvet at få gang i Aldon Smith og Randy Gregory. Hvis man skal kigge på noget offensivt ville noget dybde på offensive tackle give mening, da Tyron Smith har været meget skadesplaget.

Nogle oplagte kandidater: Keanu Neal (S), Anthony Harris(S), Richard Sherman (CB), Patrick Peterson (CB), Brian Poole (CB), Jadeveon Clowney (EDGE), Romeo Okwara (EDGE), Ty Sambrailo (OT)

New York Giants
Cap space lige nu:
2,5 mio. dollar
Holdmangler:
EDGE, CB, WR, OL
Det var en relativt positiv første sæson under Joe Judge, og især forsvaret viste sig godt frem. Det betyder også, at de to største mangler egentlig ligger offensivt på wide receiver og den offensive linje. Man har stadig et håb om, at Daniel Jones kan udvikle sig til en god quarterback, og hvis det skal ske, så skal der mere hjælp til ham. Især den offensive linje ser meget tyndt besat ud indvendigt efter fyringen af Kevin Zeitler. På tackle må Andrew Thomas, Matt Peart og Nate Solder kunne klare skærene. Selvom forsvaret viste sig godt frem i 2020, så kan det stadig forstærkes. Især pass rushet var ikke blændende, og her ville det pynte med nogle flere trusler. Giants’ store problem er dog, at de ikke har ret meget økonomisk råderum, efter Leonard Williams fik franchise tagget for andet år i træk. Langt de fleste af de her mangler skal derfor klares i draften, er der er nok kun råd til en enkelt eller to nævneværdige spillere.

Nogle oplagte kandidater: Kerry Hyder (EDGE), Tyus Bowser (LB/EDGE), Sidney Jones(CB), Josh Reynolds (WR), Ethan Pocic (G/C)

Philadelphia Eagles
Cap space lige nu:
-18,3 mio. dollar
Holdmangler:
CB, LB, S, WR, TE2
2020 var en katastrofal sæson for Eagles, og det har betydet, at både Carson Wentz og Doug Pederson har forladt holdet. Tilbage står Eagles med en ung uprøvet quarterback, en ung uprøvet trænerstab, en aldrende trup med adskillige huller og en forfærdelig cap situation. 2021 ligner i den grad et år, hvor Eagles har brug for at starte forfra. Og grundet deres cap situation, hvor de lige nu er 18,3 millioner doller over lønloftet og skal omstrukturere flere kontrakt for bare at komme under lønloftet, så skal det nok primært foregå gennem draften. Det er svært at se Eagles’ free agency blive andet end en måde at fylde de største huller med halvbillige lappeløsninger. De lappeløsninger skal nok primært findes på forsvaret og ellers wide receiver, hvor man har manglet et dynamisk våben i et par sæsoner.

Nogle oplagte kandidater: Chris Conley (WR), Xavier Rhodes (CB), Karl Joseph (S), Anthony Walker (LB),

Washington Football Team
Cap space lige nu:
38,1 mio. dollar
Holdmangler:
CB, LB-dybde, QB, WR
De forsvarende divisionsmestre fra Washington Football Team spillede en god 2020-sæson, men det var stadig tydeligt, at der var store mangler på holdet. Især offensivt var quarterback-positionen og manglen på en ordenlig receiver til at komplementere Terry McLaurin problemer. De to ting skal addresseres i år, enten i free agency eller i draften. Defensivt er der dog også nogle mangler. Ronald Darby har kontraktudløb, og det gør cornerback til en mangel, hvis han ikke forlænges. Derudover savner man en profil på linebacker, hvor både en stjerne og noget dybde mangler. Man kunne kigge flere andre steder, og med masser af cap space har Washington muligheden for at gå ud og hente et par seriøse profiler.

Nogle oplagte kandidater: Jayon Brown (LB), William Jackson (CB), Michael Davis (CB), Shaq Griffin (CB), Kenny Golladay (WR), Corey Davis (WR), Curtis Samuel (WR), Andy Dalton (QB)