
Russell Wilson er glad. I den kommende sæson får han nemlig en af NFLs mest erfarne tight ends som holdkammerat.
Tirsdag kunne Seattle Seahawks offentliggøre, at den tidligere Chicago Bears og Carolina Panthers tight end Greg Olsen skifter til klubben. Angiveligt er aftalen en ét-årig kontrakt til en værdi af 7 millioner dollars eller omkring 45 millioner kr.
Også Buffalo Bills, Washington Redskins og hans tidligere klub Chicago Bears viste interesse for den snart 35-årige tight end, men i sidste ende faldt valget altså på Seahawks.
Efter ni sæsoner hos Panthers med blandt andet Cam Newton som quarterback, skifter Olsen nu til Seahawks, hvor Russell Wilson skal kaste bolde til ham. Det kunne potentielt blive en af ligaens bedste QB-TE duoer, og Wilson glæder sig allerede:
This aged well.. https://t.co/hHIB4vDuln
— Russell Wilson (@DangeRussWilson) February 18, 2020
Greg Olsen begyndte sin karriere med Chicago Bears, som valgte ham sidst i første runde af 2007-draften. Han skiftede efter fem sæsoner til Carolina Panthers, hvor han har spillet og været en stor profil lige siden. Han var et af Cam Newtons foretrukne kastemål.
De seneste år har den erfarne tight end imidlertid døjet med skader, og i 2019 greb han for blot 597 yards og to touchdowns. Olsen har grebet 718 bolde i karrieren for 8.444 yards og 59 touchdowns.
Fra Seahawks’ side kan handlen ses som en gardering. Seahawks har også den talentfulde tight end Will Dissly på holdkortet, men han har døjet med skader i sine to første sæsoner.








