Atlanta Falcons fritstiller cornerback Robert Alford efter seks sæsoner.

NFL-holdene er godt i gang med at forberede sig til free agency og NFL-draften i henholdsvis marts og april, og det betyder – ligesom hvert år – at flere erfarne profiler mister jobbet.

En af de første veteraner til at miste jobbet er Robert Alford. Atlanta Falcons har nemlig fritstillet den 30-årige cornerback. Det bekræfter både Falcons og Alford.

Alford har ellers været starter for Falcons i de seneste fem sæsoner, men ville koste klubben 17 millioner dollar i løbet af de næste to sæsoner. I stedet har Falcons skabt 7,9 millioner dollar mere i økonomisk råderum i 2019 ved at fritstille ham nu.

Falcons forberedte sig allerede på muligheden for at fritstille Alford ved at vælge den unge cornerback Isaiah Oliver i anden runde af NFL-draften i foråret 2018. Han kan sandsynligvis se frem til en rolle som starter nu.

Alford nåede i alt at spille 88 kampe for Falcons – heraf 76 som starter – og lavede 10 interceptions. I Super Bowl LI lavede han en interception på Tom Brady, og han returnerede den for et touchdown.