Efter en anholdelse tirsdag har Denver Broncos fyret deres reservequarterback Chad Kelly.

Chad Kelly har haft et par dårlige dage.

Quarterbacken, der blev valgt sidst i NFL-draften i 2017 af Denver Broncos, blev tirsdag arresteret og sigtet for at have trængt ind i en fremmeds hjem efter en halloween-fest hos Broncos’ forsvarsstjerne Von Miller.

Og den situation betyder nu, at han ikke længere er ansat i NFL. Som følge af anholdelsen har Broncos nemlig besluttet at fritstille reservequarterbacken onsdag.

– Efter at have gennemgået alle oplysningerne og efter samtale med cheftræner Vance Joseph og Joe (Ellis), var vi enige om, at det var den rigtige ting at fritstille Chad. Men selv om Chad ikke længere er en del af vores hold, har vi tilbudt at hjælpe og støtte ham, hvordan vi end kan, fortæller general manager John Elway i en pressemeddelelse.

Kelly, der er Hall of Fame-quarterbacken Jim Kellys nevø, har tidligere haft problemer udenfor banen. I 2014 blev han smidt af sit collegehold, Clemson, og senere på året blev han anholdt for et slagsmål med nogle dørmænd på en natklub i New York. Efterfølgende kom han dog til Ole Miss, hvor han spillede to sæsoner, inden han kom i NFL i 2017.

I denne sæson har Kelly været reserve til Case Keenum, og den rolle vil Kevin Hogan i stedet overtage.