Chris Carson og Seahawks enige om ny kontrakt

0

Seattle Seahawks jagter en slutspilssejr og beholder en af holdets bærende offensive kræfter i forsøget på at nå tilbage til Super Bowl.

Chris Carson bliver i Seattle, det kan NFL Networks Tom Pelissero fortælle på Twitter. Runningbackens kontrakt var udløbet og han var fri til at finde en ny arbejdsgiver, men i sidste ende bliver det en genforening mellem Carson og klubben, der gav ham chancen i NFL.

Kontrakten løber de næste to sæsoner og kan indbringe lige under 15 millioner dollars. Det gør Carson til den 10. bedst betalte på positionen den kommende sæson.

Den 26-årige angrebsspiller var et 7.rundevalg tilbage i 2017, men har siden været den spiller, der har været tættest på at løfte den enorme arv, som Marshawn Lynch efterlod. Carson har haft den samme fysiske løbespil som klublegenden, og når han har været rask, så har han været blandt ligaens mest stabile runningbacks.

Desværre for Seattle og spilleren selv, så har skader påvirket de seneste tre sæsoner. Carson spillede i blot 12 kampe i grundspillet i fjor. Her løb han 681 yards, men snittede flotte 4,8 yards per løb. Det blev også til ni touchdowns sammenlagt. I 2018 og 2019 var han blandt de fem mest produktive runningbacks i løbespillet i NFL.

Runningbacken var af mange set som en spiller, der nok var fortid i klubben. Seattle hentede Rashaad Penny i første runde af draften i 2018 og har et par yngre spillere som Travis Homer og DJ Dallas. Ledelsen elsker dog Carson og den fysik han bringer, derfor endte de i sidste ende med at blive enige om en ny aftale.