Kirk Cousins og Atlanta Falcons er nået til enighed om en fireårig aftale.

En af de helt store dominobrikker i dette års transfermarked væltede mandag aften, da Kirk Cousins skiftede Minnesota Vikings ud med Atlanta Falcons.

Atlanta Falcons og Kirk Cousins er nået til enighed om en fireårig aftale, og den 35-årige quarterback får en fornem kontrakt.

Aftalen lyder på 180 millioner dollars (eller over en milliard kroner). Han får halvdelen over de første to år, og 50 millioner dollars i hånden.

Det er bare fem måneder siden, at Cousins rev sin akillessene over og derfor skal Falcons nu forsøge at hjælpe deres nye bannerfører tilbage i topform.

Kirk Cousins skifter til Atlanta Falcons efter seks sæsoner i lilla for Minnesota Vikings. I den periode blev Kirk Cousins udnævnt til tre Pro Bowls, ligesom han førte Vikings til slutspillet i 2019 og 2022-sæsonerne. Kirk Cousins kastede for 22.365 yards, 171 touchdowns og 55 interceptions i løbet af sin Vikings-tid.

Således får Atlanta Falcons fingrene i en erfaren og velrespekteret quarterback, som skal forsøge at rydde op efter det seneste års eksperimenter med Desmond Ridder og Taylor Heinicke. Falcons skuffede fælt i 2023-sæsonen, hvor de bare vandt syv sejre og missede både divisionstitel og slutspil.