De forsvarende mestre har forlænget kontrakten med den produktive linebacker.

Shaquil Barrett og Tampa Bay Buccaneers er nået til enighed om en fireårig kontraktforlængelse til værdi af cirka 450 millioner danske kroner. Dertil er cirka 225 millioner danske kroner garanteret at lande i Barretts efterhånden dybe lommer.

Tampa Bay Buccaneers har været særdeles effektive og dygtige til at fastholde profiler fra det Super Bowl-vindende hold. Foruden Shaq Barrett har Buccaneers også forlænget aftalerne med Tom Brady og Lavonte David samt benyttet deres ‘franchise tag’ på wide receiver Chris Godwin.

Den 28-årige outside linebacker havde en forrygende 2020-sæson, hvori han leverede 55 tacklinger og otte sacks. Derudover var Barrett en afgørende brik i Tampa Bay Buccaneers’ triumferende slutspil, da han igen og igen satte spillere som Aaron Rodgers og Patrick Mahomes under pres med fire sacks som følge.