Runningback Duke Johnson har været utilfreds hos Browns i længere tid, og nu fandt holdet endelige en trade-partner. Houston Texans bliver Johnsons nye hold.

Da Cleveland Browns i foråret hentede Kareem Hunt og allerede havde Nick Chubb, skabte det lidt utilfredshed hos runningback Duke Johnson. I løbet af foråret var han ude og sige, at han ønskede at blive tradet væk, og det er nu endelig lykkes.

Holdet, der endelig accepterede Browns’ krav, blev Houston Texans, der sender et fjerderundevalg til Browns. Det fjerderundevalg kan dog blive til et tredjerundevalg, hvis Duke Johnson er omklædt til mindst 10 kampe i den kommende sæson.

Duke Johnson har spillet fire sæsoner hos Browns, siden holdet valgte ham i tredje runde af 2015-draften. 25-årige Johnson har primært gjort sig i kastespillet, hvor han blandt andet er én af kun seks runningbacks med mere end 1.000 grebne yards de sidste to år.

Johnson har tre år tilbage af sin kontrakt, og Texans kan altså få glæde af ham til og med 2021-sæsonen, hvis de ikke fyrer ham inden.