
Buffalo Bills har forstærket forsvaret med det tidligere førsterundevalg Shaq Thompson, der har skrevet under på en etårig aftale med AFC East-vinderne.
Buffalo Bills har hentet endnu en erfaren og bundsolid spiller ind til forsvaret. Denne gang er valget faldet på den tidligere Carolina Panthers-profil Shaq Thompson.
Shaq Thompson har skrevet under på en etårig aftale. Det er endnu ikke offentliggjort, hvor meget den 31-årige linebacker kommer til at tjene i 2025-sæsonen.
Det er første gang, at Shaq Thompson skal trække en anden uniform end Carolina Panthers over hovedet i NFL. Thompson har spillet for Panthers, siden han blev valgt i første runde af 2015-draften.
I løbet af sine 10 sæsoner som professionel har Shaq Thompson spillet 123 kampe i NFL. Samlet set har Thompson leveret 752 tacklinger, 32 quarterback-hits, 12 sacks og tre interceptions.
Shaq Thompson har imidlertid fået forpurret sine to seneste sæsoner af alvorlige skader. I 2023 brækkede Thompson sin ene fod i anden spillerunde, og i 2024-sæsonen rev han sin akillessene over i fjerde spillerunde. På den baggrund besluttede Panthers ikke at forlænge aftalen med Thompson, som udløb i foråret.
Hvis Shaq Thompson bliver sine skadeskvaler kvit, kan vi forvente, at han skal supplere Terrel Bernard, Matt Milano og Dorian Williams i Bills’ linebackerkorps. Thompson har erfaring med at spille alle tre linebacker-positioner og derfor bør han få rig mulighed for spilletid i 2025-sæsonen.
Læs også: Kom med til Colts mod Falcons i Berlin!








