Pittsburgh Steelers-stjernen, Le’Veon Bell, er blevet opereret for den lyskeskade, han forværrede og udgik med i AFC-finalen mod Patriots.
Le’Veon Bell var forrygende i 2016 og en stor årsag til, at Pittsburgh Steelers i slutningen af januar stod over for New England Patriots i kampen om AFC-mesterskabet.
Allerede i første quarter blev forventning dog vendt til mareridt for Steelers og Bell, da runningbacken måtte udgå med en lyskeskade, der angiveligt havde generet ham i et stykke tid.
Nu har angrebsstjernen så været under kniven for skaden, og han forventes at være tilbage på fuldt blus igen om cirka seks uger.
Dermed kommer operationen ikke til at stå i vejen for, at Bell er klar til at terrorisere det ene forsvar efter det andet i 2017-sæsonen og måske endda føre holdet skridtet videre end i 2016.
#Steelers RB Le’Veon Bell finally had surgery today to fix a core muscle injury, source said. The normal timeline is 6 weeks or so.
— Ian Rapoport (@RapSheet) March 13, 2017
For to uger siden valgte Steelers at placere det eksklusive franchise tag på Le’Veon Bell, og kort efter udtalte runningbacken, at Steelers ville have besejret Patriots i AFC-finalen med ham på banen i hele kampen. Læs den historie her.
Pittsburgh har frem til midten af juli til at nå til enighed med Bell om den kæmpe-kontrakt, han forlanger.










