Økonomien har spændt ben for Atlanta

Atlanta Falcons vandt blot fire ud af 16 kampe i 2020 – en sejrsprocent på 25 – og en så dårlig sæson er ofte et signal om, at der er brug for forstærkninger på holdet. 

Det gælder også Atlanta – ikke mindst defensivt, hvor de tillod flest kasteyards i den forgangne sæson. 

Falcons har imidlertid ikke haft gode muligheder for at forbedre holdet i free agency med den økonomiske situation, holdet stod i. Inden free agency var de således mere end 10,4 millioner dollar over lønloftet. De største ændringer kom af den grund heller ikke i free agency, men før det overhovedet begyndte. 

Ny ledelse
Cheftræner Dan Quinn og general manager Thomas Dimitroff blev allerede smidt på portet i løbet af sæsonen, og trænervikaren Raheem Morris endte ikke med at få det permanent trænerjob, hvorfor han nu er smuttet til Los Angeles Rams som defensiv koordinator. 

I stedet er en ny trænerstab blevet hentet ind. Arthur Smith kommer til som cheftræner, efter at han har haft stor succes med Ryan Tannehill hos Tennessee Titans, og han har hevet Dave Ragone, der har en fortid hos Bears, med som offensiv koordinator. De skal nu forsøge at få det meste ud af det talentspækkede angreb med Matt Ryan, Julio Jones, Calvin Ridley og så videre. 

På forsvarssiden er 71-årige Dean Pees hentet til som defensiv koordinator, selvom han egentlig gik på pension – for anden gang endda – efter 2019-sæsonen. Han skal prøve at få skik på et forsvar, der har været problematisk i en årrække.

Slutteligt er Terry Fontenot kommet som ny general manager, og han har ikke haft den nemmeste opgave i free agency. 

Et svækket roster
Hvis trænerne havde håbet på, at Terry Fontenot kunne gøre deres liv lidt lettere ved at hente nogle gode spillere i free agency, blev de slemt skuffet. Som følge af den førnævnte økonomiske situation har Falcons’ offseason først og fremmest været præget af afgange.

De har sagt farvel til spillere som center Alex Mack, guard James Carpenter, runningback Todd Gurley, safetyerne Keanu Neal, Ricardo Allen og Damontae Kazee, cornerback Darqueze Dennard samt pass rusher Charles Harris. 

De var alle sammen mere eller mindre startere for Falcons i fjord, om end de ikke alle er lige store profiler, men nu er de væk.

Selvom de er røget videre, er der stort set ikke kommet noget ind. Runningback Mike Davis virker umiddelbart som en fin afløser for Todd Gurley, men derudover er det ikke imponerende navne, der er kommet til. Det er faktisk mest af alt reserver.

Flere af dem kan dog nok forvente at starte – heriblandt safety Erik Harris og cornerback Fabian Moreau. Det er ikke store navne, men billige alternativer.  

Samlet vurdering
Det bliver ikke en god karakter til Falcons. Vi kan ikke vurdere for trænerskiftet, for vi ved reelt ikke, om Arthur Smith bliver en god cheftræner. Jeg vil dog give dem et klap på skulderen for endelig at skille sig af med Dan Quinn og hyre en offensiv træner. 

Alt i alt er Falcons i sidste ende blevet et svagere hold. De har ikke lukket hullerne, som er opstået ved at spillere som Alex Mack og safetyerne er smuttet, og de har slet ikke løst nogle af de mangler, de havde i sidste sæson såsom den offensive linje, edge rusher og cornerback. Mest af alt har deres free agency bestået af at hente lappeløsninger på flere poster. 

De falder dog ikke længere ned end et 4-tal, da deres økonomi simpelthen ikke har gjort det muligt. 

Karakter: 4/10

Næste side: Interessant draft i vente