Genopfinder Patriots det tohovedede tight end-monster?
Free agency havde blot været åbent i et par dage, før Belichick havde sikret sig flere nye spillere, end man kan tælle på to hænder. Her springer især to spillere i øjnene. To spillere, der gør sig på den samme position. Det er selvfølgelig de to tight ends Jonnu Smith og Hunter Henry, der begge blev hentet på meget store kontrakter. 

Henry og Smith kan vise sig at blive nøglen til Patriots-angrebet fremadrettet. De er begge atletiske og har deres styrke som receivere, men de er bestemt heller ikke uefne til at blokere. Cam Newton har fået forlænget sin aftale, og selv om quarterbacken bestemt ikke imponerede set over hele 2020-sæsonen, så fortsætter han på en fornuftig kontrakt set med Patriots-briller. Der kan ikke være tvivl om, at Patriots med Newton bag center fortsat vil investere i løbet, og her bliver Henry og Smith altafgørende – både i forhold til at hjælpe til i løbespillet, men mest af alt som playmakere, der kan sættes i scene via play action og generelt være mismatches for linebackere og safeties. 

Læs også: Patriots samler tohovedet tight end-monster med Hunter Henry

Ud over de to nye tight ends har New England også boostet det horrible kasteangreb med de to wide receivere Nelson Agholor og Kendrick Bourne. Umiddelbart har de begge fået aftaler i den pebrede afdeling, men der kan ikke herske tvivl om, at både Agholor og Bourne klart forbedrer Cam Newtons muligheder for succes i kastespillet. De to kommer sandsynligvis til at flankere erfarne Julian Edelman og unge Jakobi Meyers. 

Afgangen er Joe Thuney på den offensive linje gør ondt, men det var meget forventeligt. Til gengæld er David Andrews blevet forlænget, mens både Trent Brown (trade med Raiders) og Ted Karras er retur igen. Den offensive linje bør ikke være et problem for New England.

Nyt og gammelt blod på forsvaret
Det var ikke kun angrebet, som Patriots kiggede på i free agency. Også forsvaret har fået en større overhaling. Outside linebacker Matt Judon er blevet hentet for at booste det dårlige pass rush, mens solide Deatrich Wise. Jr er blevet forlænget. Nose tackle Davon Godchaux er en klar forstærkning til Patriots’ horrible løbeforsvar. Og så giver tilføjelsen af Jalen Mills New England endnu en alsidig spiller i bagenden. 

Retur er også kommet linebacker Kyle Van Noy efter en kort afstikker til divisionsrivalerne Miami Dolphins. Kyle Van Noy spillede sin karrieres bedste football i Patriots, og selv hvis han ikke rammer det høje niveau igen, så er han en markant opgradering på linebacker – en position, hvor AFC East-mandskabet også var svagt besat i 2020.

Læs også: Kyle Van Noy vender hjem til Patriots 

New England har også mistet en håndfuld spillere på forsvaret, hvor specielt en vil blive savnet. Safety Patrick Chung har indstillet karrieren, og på trods af hans fremskredne alder er det en svækkelse. Adam Butler, John Simon og Jason McCourty (kontraktløs) er alle fine rollespillere, men det er ingen katastrofe at sige farvel til dem.

Samlet vurdering
Mens corona og det lavere lønloft pressede flere hold på økonomien, havde Patriots som et af få hold rigtig gode kort (og penge) på hånden. Det udnyttede Bill Belichick på meget utraditionel vis ved at forstærke et generelt talentfattigt roster. På nær den offensive linje og secondaryen var der plads til forbedring alle andre steder – og mange af disse huller blev adresseret. 

Patriots har uden tvivl betalt mere for nogle af spillerne, end hvad de får. Især på wide receiver. Men specielt indkøbene af Hunter Henry og Jonnu Smith, der begge er i deres bedste alder, samt tilføjelsen af solide spillere som Matt Judon, Kyle Van Noy og Trent Brown er yderst positivt. 

Konklusionen er, at de seks-dobbelte Super Bowl-mestre er blevet stærkere efter free agency. Og på trods af lidt gavmilde kontrakter ender karakteren derfor i den ganske fine ende.

Karakter: 7/10

Næste side: Skal Patriots have en quarterback?