Ingen Super Bowl-tømmermænd hos Chiefs – endnu!

Når konfetti-resterne er støvsuget op og champagneflaskerne er lagt på hylden, går den hårde virkelighed op for mange Super Bowl-vindere. Prisen for spillere med en Super Bowl-triumf på cv’et skyder i vejret, og det kan betyde en udvandring af spillere i free agency, hvor klubben ikke har råd til at holde på alle sine talenter. Konsekvenserne af en Super Bowl-triumf bliver ofte beskrevet som ‘Super Bowl-tømmermænd’.

Men hos Kansas City Chiefs har man tilsyneladende husket at tage Kaktus-pillerne og holde styr på kontrakterne, for holdet ser næsten lige stærkt ud før som efter free agency. Med et øje på fremtiden har holdet dog en stor beslutning, der skal tages indenfor den næste uges tid.

Ifølge Pro Football Focus’ statistikker var kun Aaron Donald en mere effektiv indvendig pass rusher end Chris Jones i 2019.

Chris Jones er her stadig – men hvor længe?

Selvom angrebet – fortjent – stjal alle overskrifterne, så blev Chiefs også hjulpet til Super Bowl-sejr af en håndfuld dygtige spillere på forsvaret. Og den måske dygtigste er defensiv tackle Chris Jones.

Jones lavede ni sacks, 64 pressures på quarterbacken og 24 defensive stop i 2019. Hvis ikke man bruger sine eftermiddage på at nørde forsvars-statistikker, så lad mig bare slå fast: Chris Jones er en benhård modstander for enhver offensiv linje.

Chiefs har smækket franchisetagget på Jones, men den 25-årige forsvarsspiller virker bestemt ikke tilfreds. I et interview med radio-værten Colin Cowherd udtrykte Jones sin dybe skuffelse over at blive tagget. Med en (dyr) Mahomes-forlængelse i horisonten, kan Chris Jones blive tradet i løbet af draften. Eller han kan ende med at forlænge med holdet før deadline 15. juli.

Chris Jones er en ubekendt og afgørende faktor for Chiefs’ offseason. Hvis han smutter, efterlader han et stort hul på holdkortet.

Hvis vi går fra et ‘måske-farvel’ til en reel afsked, så mistede Chiefs slot-cornerback/safety Kendall Fuller, der tog tilbage til sit tidligere hold Washington Redskins. Fuller levede aldrig op til sit vilde 2017-niveau hos Chiefs, men han var solid og alsidig. Det så vi i 2019, da Juan Thornhill sluttede sæsonen på injured reserve, og Fuller overtog en god mængde af Thornhills’ safety-snaps.

Til gengæld har man givet en etårig forlængelse til cornerback Bashaud Breeland, som startede på ydersiden overfor Charvarius Ward. Det sikrer en smule kontinuitet i bagkæden.

Chiefs har også mistet to rotationsspillere i defensiv end Emmanuel Ogbah og linebacker Reggie Ragland, og deres erstatninger skal formentlig findes i løbet af draften.

Status quo på angrebet

“Don’t change a winning team”.

Chiefs force er det offensive festfyrværkeri, og der har ikke været nogen udskiftning af hverken kl. 12-raketter eller batterier i free agency.

Demarcus Robinson har takket ja til en etårig forlængelse, og derfor vender alle Chiefs’ fire top-receivers tilbage i 2020, efter Sammy Watkins omstrukturerede sin kontrakt for at undgå en fyreseddel.

Dertil er Ricky Seals-Jones er kommet ind som Travis Kelce-forsikring, DeAndre Washington skal erstatte LeSean McCoy og Mike Remmers bliver reserve-tackle i stedet for Cameron Erving.

Faktisk er den eneste betydningsfulde forskel hos angrebet, at den dygtige reserve-guard Stefen Wisniewski, der endte sæsonen som starter i slutspillet, er smuttet til Pittsburgh Steelers.

Samlet vurdering

Chiefs havde ikke de store økonomiske muskler at flexe i free agency, og derfor har der ikke været de store ændringer. Man kan ikke rigtig bebrejde dem, da holdet jo klarede sig udmærket i 2019, og man har gjort, hvad man kunne for at give Mahomes kontinuitet på angrebet.

Jeg ville dog ønske, at Chiefs havde fyret Watkins i stedet for at omstrukturere hans kontrakt. Watkins rangerer nummer 53 ud af 103 receivers hos Pro Football Focus over de sidste to sæsoner, og årets draft byder på en af de dybeste wide receiver-klasser i dette årtusinde.

At fyre Watkins havde givet 14 millioner dollar ekstra på lønbudgettet, fremfor de fem millioner dollar man fik frigjort ved omstruktureringen. De ekstra penge kunne være brugt på Kendall Fuller, Chris Jones’ forlængelse eller en dygtig forsvarsspiller i free agency.

Chiefs havde ikke det store at arbejde med, men det bærer man selv en del af skylden for. Derfor ender karakteren midt i skalaen.

Karakter: 5/10

Næste side: Hullerne på forsvaret skal lappes