Holdmangler

Indianapolis Colts er et at ligaens mere talentfulde mandskaber efter et godt free agency, men der er stadig brug for endnu en solid draft fra Chris Ballard, hvis holdet for alvor skal lege med i toppen af AFC.

Colts skal finde en makker og arvtager til 30-årige T.Y. Hilton (#13) Foto: Keith Allison//Flickr

Holdmangler: WR, DE, CB, TE, (QB)

En wide receiver – til nu og til fremtiden

I otte sæsoner har T.Y. Hilton grebet bolde fra Andrew Luck, Matt Hasselbeck, Scott Tolzien og Jacoby Brissett. Han har været fænomenal, men han er 30 år gammel og spillede kun 10 kampe i 2019 pga. skader.

Colts skal have fundet en ny receiver-stjerne, både for at hjælpe Philip Rivers i år og for at fremtidssikre sig, hvis T.Y. fortsat kæmper med skader.

Mere bøf til den defensive linje

DeForest Buckner giver et boost til den indvendige del af den defensive linje, men Colts mangler stadig spillere, som kan jagte quarterbacken på ydersiden. Justin Houston var fremragende i sit første år hos Colts, men 2019 var blot anden gang siden 2013, at han har spillet en fuld sæson. Andetrundevalget fra sidste år Kemoko Turay viste takter, før han blev skadet, og kommer formentlig til at starte overfor Houston. Men mere dybde til edge er stadig et must.

Skal Rivers’ efterfølger findes i år – eller næste?

Selvom Rivers svinger dirigentstokken for Colts denne sæson, så har Frank Reich og Chris Ballard altid været dygtige til at tænke langsigtet. Derfor overvejer duoen formentlig allerede, hvem der skal styre slagets gang for angrebet, efter Rivers smider støvlerne på hylden.

Spørgsmålet er, om man vil gå efter en quarterback allerede i år eller vente til 2021-draften, hvor man igen har et førsterundevalg.

Næste side: Dem kan Colts vælge i draften