Draften: Houston Texans vælger som nr. 67 i draften

Mulige valg i tredje runde af draften:

EDGE, Dayo Odeyingbo, Vanderbilt

Houston mangler i den grad noget styrke, eksplosivitet og dynamik på forsvarets yderside. De har simpelthen været for dårlige til at skabe sacks. Dayo Odeyingbo kan bidrage med flere af de omtalte kvaliteter. Han har en fremragende bygning og nogle atletiske evner, som bare ikke kan trænes. Han beskrives af drafteksperter som en smule ufleksibel og rå teknisk, men har har produceret hvert eneste år i collegetiden for Vanderbilt.

Han har spillet i et 3-4 forsvar o vist alsidighed, der gør, at han bør kunne spille på indersiden såvel ydersiden af en defensiv formation og påvirke løbet og kastespillet. Det er gode værktøjer at være i besiddelse af. Den unge forsvarsspiller har døjet med en skadet achillessene op til draften, men er han stadig udraftet i starten af tredje runde, så kan Texans med fordel vælge den spændende spiller, der med styrke og eksplosivitet kan bidrage tidligt i sin karriere.

WR, Simi Fehoko, Stanford

Uanset hvem, der kommer til at spille quarterback de kommende år, så mangler Houston en stor dynamisk receiver. Simi Fehoko er lige præcis det. Den 23-årige spiller er en af de ældre spillere i årets draft, men også en af de mest spændende. Han beskrives som værende utroligt upoleret rent teknisk, men også den måske mest spændende receiver rent fysisk. Fehoko er over 190cm høj og løber en 40 yard dash på 4,4 sekunder.

Pro Football Focus sammenligner receiveren med en mere rå version af DK Metcalf, mens vores egen draftekspert Teis Joranger laver samme sammenligning på draftbeat.dk. Joranger skriver ligeledes, at der er en del paralleller at drage mellem Fehoko og Steelers’ imponerende rookie Chase Claypool. Spørgsmålet er, om Houston skal gå efter så stor en ubekendt, som Stanford-receiveren er på nuværende tidspunkt. Han er simpelthen et godt stykke fra at være en færdigbagt spiller. Jeg tænker dog, at Texans er så langt fra at være relevante, at man godt i tredje eller fjerde runde kan gå efter at vinde i lotto.

G, Jackson Carman, Clemson

Danske Hjalte Forholdt er en del af Houstons hold og håber nok, at Houston vælger en quarterback i tredje runde og ikke en guard, men holdet har brug for noget saft og kraft på den offensive linje. Et valg af Carman ville nok betyde, at man allerede giver op på Max Scharping, 2. rundevalget fra 2019, men han har ikke været en god spiller i sine første år. Carman har primært spillet tackle i college for det stjernespækkede Clemson-mandskab, men mange drafteksperter tror på, at han vil være bedre som guard i NFL.

Den store linjemand har sin force i løbespillet, hvor han med råstyrke og god eksplosivitet virkelig bare kan flytte forsvarsspillere. For et hold, der har investeret meget i runningbacks og kan ende med at løbe en del i den kommende sæson, hvis quarterbacken hedder Tyrod Taylor, så lyder det som en fornuftig tilføjelse.