Houston, we have a problem

Den altoverskyggende historie i Houston denne offseason har som sådan ikke noget med free agency at gøre, men med holdets funklende stjerne, quarterback Deshaun Watson. Det startede med, at quarterbacken bad om at blive tradet og nægtede at spille for holdet, men sidenhen har 22 kvinder anklager ham for seksuelle overgreb.

Det er forfærdelige anklager, og uanset hvad der sker, så står Houston med massive problemer med banens vigtigste spiller. Det er naturligvis er sekundært til de frygtelige handlinger, som quarterbacken angiveligt har begået. En afslutning på den sag ligger umiddelbart ikke lige rundt om hjørnet.

Hvis fokus skal placeres på den reelle ageren under free agency, så har Texans for andet år i træk haft en fokusløs og ikke-imponerende ageren. Som overblikket på foregående side viser, så har der været tale om massiv udskiftning i klubben. Det er svært at kigge på, hvad der er sket i Houston og ikke straks fokusere på tabet af JJ Watt. Selv om ikonet ikke helt er på sit tidligere topniveau, er han stadig en meget dygtig spiller. Han vil blive savnet på banen, men bestemt også udenfor og som leder i et omklædningsrum, der har brug for det. Texans’ offseason bærer derudover også præg af tidligere fejlagtige beslutninger.

Holdet har forlænget med David Johnson, der havde en langt dårligere sæson i Houston end DeAndre Hopkins havde i Arizona. Texans har før sendt meget draftkapital efter spillere som runningback Duke Johnson og cornerback Gareon Conley. Begge spillere er nu uden kontrakt og tilføjede ikke meget til klubben. Startende spillere som receiver Will Fuller og linjemændende Nick Martin og Zach Fulton har også forladt klubben, specielt Martin og Fuller kan blive svære at erstatte.

Der skal navneleg til på første dag 2021-sæsonen

Houston har til gengæld hentet så mange spillere ind, at de nærmest kan stille et hold af helt nye folk. Der har været tale om mere end 20 nye spillere, men der er ikke blevet tilføjet nogle store profiler eller langsigtede løsninger til de mange problemer, holdet har forsvarsmæssigt eller på angrebet. Den spiller holdet har investeret flest penge og år i er punter Cameron Johnston, der kommer til fra Philadelphia. Han havde ikke engang et specielt godt år for Eagles. 

Hvor Houston har gjort det bedst har været på trade-markedet, hvor de har fået nogle fornuftige spillere til klubben. Shaq Lawson er en dygtig pass ruser og er mere værdifuld end linebacker Benardrick McKinney, der røg den anden vej til Miami. Houston har også opgraderet den offensive linje ved at hente Marcus Cannon til fra New Englad. Den store tackle spillede ikke i fjor, da besluttede at sidde ude grundet COVID-19, men har de seneste håndfuld år været en god spiller for et succesfuldt hold. Cannon bliver dog snart 33 år gammel og har døjet med skader i sin karriere, hvilket bestemt tilføjer et stort usikkerhedsmoment til handlen.

Houston tilføjede to runningbacks i free agency, begge dog kun på korte kontrakter. Det er fem millioner yderligere, de smider efter en position, hvor de allerede har betalt David Johnson en pæn sum penge. Mark Ingram bør være en fremragende tilføjelse til omklædningsrummet, men han er oppe i alderen og ikke en force i løbespillet længere. Philip Lindsay ligner dog umiddelbart holdets bedste runningback for nuværende, og jeg har det egentligt fint med den disposition.

Hvem skal gøre forskellen?

De resterende tilføjelser er dog igen lidt fokusløse. Man har hentet flere reservereceivere til klubben, der i forvejen betaler mange penge til Bradin Cooks og Randall Cobb. En lang række linebackere har fundet deres vej til Houston, Pierre-Louis er nok den bedste efter han havde et solidt år i Washington.

Den vigtigste tilføjelse må være quarterback Tyrod Taylor, der kan ende med at være holdets starter hele den kommende sæson. Han er ikke prangende, men en god veteran, der bør kunne levere et vist niveau. Desmond King må isoleret set være den bedste tilføjelse af dem alle. Han er ikke på samme niveau, som da han var bedst for Chargers, men han er stadig en solid cornerback. Texans har brug for den kvalitet.

Samlet set har Houston skudt med et ordenligt læs spredehagl denne offseason. Det ligner et desperat forsøg på at lappe et meget hullet mandskab. Mange af spillerne er solide og ledelsen har umiddelbart ikke overbetalt for nogle af tilføjelserne. Det er dog også relevant at stille spørgsmål ved, hvilken forskel så mange nye spillere på meget korte kontrakter ender med at kunne gøre.

Karakter: 4/10

Næste side: Houston vælger først i draftens tredje runde