Super Bowl-spøgelset skal jages væk
Siden Super Bowl-fadæsen i Tampa har Kansas City Chiefs skiftet markant ud på den offensive linje. Profiler som Mitchell Schwartz, Eric Fisher og Austin Reiter, som var med til at løfte Lombardi-trofæet i 2020, er alle fortid. Hverken Schwartz eller Fisher var spilleklar i Super Bowl LV – og derfor skal deres afskedigelser formentlig anskues efter deres fremskredne alder og tvivlsomme skadeshistorik.

I stedet har Chiefs betalt boksen for guard Joe Thuney, der tidligere har leveret skudsikker beskyttelse af Tom Brady i New England. Uagtet at Thuney er en glimrende spiller, der endnu ikke har misset en kamp i NFL og som utvivlsomt kommer til at styrke Chiefs’ offensive linje, virker det en anelse overilet at betale ham 80 millioner dollars – især når vi medregner Chiefs’ selvskabte tomrum på venstre tackle, som er en relativt mere vital position.

Læs mere: Joe Thuney skal beskytte Patrick Mahomes fremover

Derudover har Chiefs hentet Austin Blythe ind som ny center, mens de har overtalt Kyle Long til at træde til efter et år som football-pensionist. Blythe er en alsidig linjespiller, der senest leverede en flot sæson som center for Los Angeles Rams. Og hvis Kyle Long kan genfinde fordums styrke, har Chiefs gjort et flot stykke købmandsarbejde her.

Det ligger også i kortene, at Laurant Duvernay-Tardif vender tilbage til NFL efter et års fravær, hvor han rejste hjem til Canada for at arbejde som læge under pandemien. Ligesom det er tilfældet for Kyle Long, er det fortsat uvist, om Duvernay-Tardif kan genfinde sit tidligere bundsolide niveau.

Umiddelbart har Kansas City Chiefs styrket såvel førsteholdskvaliteten som bredden på de tre indvendige pladser på den offensive linje – med forbehold for Kyle Long og Duvernay-Tardifs spillemuligheder. Alligevel er det bekymrende, at Chiefs ikke har adresseret venstre tackle – og dermed Mahomes’ blinde vinkel. I skrivende stund er det ubeskrevne blad Lucas Niang efterladt med det kolossale ansvar efter, at han selv udnyttede ligaens option til at sidde over i sidste sæson. Det er langt fra ideelt, hvilket skader den samlede vurdering.

Foruden den offensive linje har Chiefs også investeret i den defensive ditto i free agency, hvor Jarran Reed er blevet hentet ind til at styrke det indvendige pass rush. Jarran Reed, der har leveret 19 sacks i de forgangne tre sæsoner, ligner den optimale ’partner in crime’ til Chris Jones, hvilket også betyder, at Derrick Nnadi kan fokusere helhjertet på sin spidskompetence, som er forsvaret mod løbespillet.

Karakter: 6/10

Næste side: Hvilke positioner skal Chiefs kigge på i draften?