Et af de største navne på den offensive linje i dette års free agency var Joe Thuney, og den dygtige guard skal fremover beskytte NFL’s største stjerne, Chiefs’ quarterback Patrick Mahomes.

Kansas City Chiefs og deres offensive linje havde store problemer med at beskytte Patrick Mahomes i dette års Super Bowl. Det skal der ændres på i 2021, og nu er første nye brik landet.

Ind kommer guard Joe Thuney, der de sidste fem sæsoner har været en forrygende guard for New England Patriots. Thuney var et af de største navne i årets free agency, og nu skal han beskytte Patrick Mahomes.

Aftalen som Thuney får af Chiefs er en kæmpe femårig kontrakt med en værdi på op mod 80 millioner dollar.

28-årige Joe Thuney blev valgt blev valgt af New England Patriots i tredje runde af 2016-draften, og han bed sig fast som starter fra første kamp i sin rookie-sæson. Han har ikke misset en kamp for Patriots i de fem sæsoner og nåede at vinde to Super Bowls.

Sidste år blev Thuney franchise tagget af Patriots, men i år fik han lov til ramme free agency, og så slog Chiefs hurtigt til.