
Nordic Storms ubesejrede stime fik en brat afslutning søndag eftermiddag i Frankfurt, hvor Galaxy tildelte dem sæsonens første nederlag.
Allerede tidligt i kampen stod det klart, at dette næppe ville blive en gentagelse af de to holds forrige møde, hvor Storm rundbarberede de stakkels tyskere på hjemmebane. Frankfurt fik nemlig en drømmestart, da LB Toby Naylor opsnappede QB Jadrian Clarks allerførste kast og returnerede det 34 yards til endzone. Det satte tonen for et opgør, hvor Storms normalt så dominerende angreb aldrig for alvor fandt rytmen.
Især Clark havde en særdeles hård dag på kontoret. Den ellers så sikre quarterback havde blot kastet tre interceptions i hele sæsonen inden søndag, men også den statistik led et alvorligt knæk. Fire gange havnede hans kast i hænderne på Galaxy-forsvarere – og to af dem blev endda returneret hele vejen til huset.
Det gav Galaxy-angrebet fornemme arbejdsbetingelser og mulighed for at etablere et effektivt løbespil. Med 149 yards på 37 forsøg lykkedes det Frankfurt at holde det normalt så eksplosive Storm-angreb væk fra banen. Det udmøntede sig i en komfortabel føring på 35-6 ved starten af fjerde quarter – og reelt var spændingen om resultatet væk dér.
Storm fik dog sat gang i et mindre comebackforsøg mod slutningen, blandt andet med en lang scoring til WR Brendan Beaulieu, men tiden var ikke på deres side. Slutresultatet lød på 35-20 – sæsonens første nederlag til det dansk-svenske mandskab.
Nederlaget ændrer dog ikke på, at Nordic Storm allerede har sikret sig divisionstitlen i deres første ELF-sæson. Næste opgave venter hjemme på Gladsaxe Stadion den 10. august, hvor Hamburg Sea Devils kommer på besøg.








