
Det var femte sejr i træk for cheftræner John Shoops mandskab, og da Vienna Vikings tabte deres første kamp hjemme mod Rhein Fire, er Nordic Storm nu det eneste ubesejrede hold i ELF.
På trods af et eksplosivt åbningsspil, hvor QB Jadrian Clark kun lige akkurat ikke fik ramt på WR Brendan Beaulieu, havde begge mandskaber svært ved for alvor at komme i gang. Storms angreb kæmpede indledningsvis med at finde rytmen, og begge af deres første to boldbesiddelser endte i punts.
Særligt det første var tæt på at ødelægge den gode stemning på Gladsaxe Stadion, da WR Devan Burrell egentlig returnerede bolden hele vejen til huset – men en straf kaldte heldigvis spillet tilbage.
I anden quarter blev modstanderne fra Polen de første til at sætte point på tavlen. Det var særligt den mobile QB DJ Irons, som Storm-forsvaret havde svært ved at kontrollere, der spillede en stor rolle i den boldbesiddelse, som efter 85 yards endte med et touchdown, da RB Dawid Brzozowski tromlede over stregen. Det var de første point, Storm-forsvaret havde tilladt i mere end ni sammenhængende quarters – og situationen blev yderligere forværret, da DB Exavier Edwards måtte forlade banen med en skade efter et forsøgt punt return.
Nordic Storm svarede dog straks igen med et touchdown på den efterfølgende angrebsserie, men godt tre minutter før pausen slog den agile Irons til igen, da han løb bolden i endzone til stillingen 8-13. Det lignede derfor, at Storm for første gang i sæsonen skulle gå til pause bagud – men så kom et regulært stormangreb. Hele to gange fandt Clark en medspiller i endzone, og hjemmeholdet kunne dermed gå til pause med en føring på 24-13.
I anden halvleg var der aldrig for alvor spænding om resultatet. Clark kastede ganske vist sin første interception i sæsonen, men krydrede det med yderligere tre touchdowns – hvilket gav ham seks (!) på dagen. TE Adriá Botella Moreno greb hele fire af dem.
Irons formåede til tider at skabe noget for gæsternes angreb med sit løbespil, men Storm-forsvaret mistede aldrig kontrollen og holdt Panthers-angrebet til blot én scoring i anden halvleg. Særligt i kastespillet gjorde de livet svært for gæsterne, som blev holdt til sølle 102 yards. Storm-forsvaret fik tre sacks på Irons – blandt andet ved LB Ludvig Myrén og DE Max Parkinson – og spillede en afgørende rolle i sejren, der endte 47-19 til hjemmeholdet.
Nordic Storm spiller deres næste kamp lørdag den 28. juni, når Helvetic Mercenaries – som stadig jagter sæsonens første sejr – gæster Gladsaxe Stadion. Der er fortsat ledige billetter, som kan købes her.








