RdPickNavnPositionCollege
256D’Wayne EskridgeWide ReceiverWestern Michigan
4137Tre BrownCornerbackOklahoma
6208Stone ForsytheOffensive TackleFlorida

Bedste værdi: Stone Forsythe, T, Florida

Der var ikke mange valg at vælge imellem for Seattle, og idet de to andre spillere måske blev valgt en runde eller to for tidligt, så er Stone Forsythe spilleren med bedst værdi. Foruden at have et fantastisk navn, så er Forsythe en spændende spiller. Den 23-årige tackle er voldsomt høj, men imponerende bevægelig og smidig for sin størrelse. Det gør ham til en spændende tackle, der har sin klare force i kastespillet og i at beskytte sin quarterback. Forsythe har dog en manglende styrke og et højt tyngdepunkt, hvilket giver ham nogle svagheder i løbespillet. Det er en interessant profil for den løbeglade Pete Carroll.

Forsythe ligner umiddelbart ikke en spiller, der kommer til at spille meget i år, men han kan blive en fremtidig starter, når alderdommen indhenter Duane Brown eller Brandon Shells kontrakt udløber. Den anerkendte offensive linje-ekspert Brandon Thorne elsker Forsythe og mente, han havde talent til at gå i anden runde af draften. Det giver forhåbninger om, at Seattle har deres fremtidige startende tackle, og at finde sådan en i sjette runde ville være fremragende værdi.

Værste værdi: D’Wayne Eskridge, WR, Western Michigan

Stop mig, hvis i har hørt den her før: Med Seattles første valg i draften tager de en spiller, som eksperterne forventede ville gå flere runder senere. Seattle manglede en tredjereceiver, som kan hjælpe, når der blev lukket ned for Lockett og Metcalf. De manglede en spiller, der med sikre hænder og gode ruter kunne arbejde i mellemrummet, men hvis Pete Carroll vil gøre alvor af sine ord om at løbe mere, så var det ikke højest på listen over mangler.

Seahawks valgte så Eskridge i anden runde, en eksplosiv atlet, der allerede er 24 år gammel og har delt sin tid i college mellem at spille receiver og cornerback. Tabte bolde har været et problem i college, og selv om han er fysisk og robust højden taget i betragtning, så er 175 cm ikke meget for en NFL-spiller. Receiveren har potentiale og Seattle har haft en ganske god historie med at udvikle dygtige atleter til gode, værdifulde receivere. Håbet er, at det kan gentage sig. Det ligner dog et reach i vanlig Seattle-stil.

Samlet vurdering:

Med kun tre valg i draften var det svært for Seahawks at gøre den helt store forskel på holdkortet. Samlet set er det svært at være ekstatisk over, hvad de gjorde, selv med de mest optimistiske briller. På den positive side, så fik Pete Carrolls tropper tilføjet spillere, på alle de positioner, hvor de havde størst mangler. Eskridge kan blive en vigtig brik i kastespillet, hvis modstanderne bliver ved med at fokusere på udelukkende at tage Metcalf og Lockett ud af kampene.

Seattle manglede mere dybde på cornerback-pladsen, og den fysisk Tre Brown blev valget. Han passer dog ikke ind i den klassiske Seattle-formel, der kræver store, stærke cornerbacks. Carroll siger, at Brown skal spille på ydersiden af forsvaret, selv om spillerens begrænsede højde og drøjde siger, at han burde passe bedre til rollen som slot corner. Seahawks havde dog succes med at spille DJ Reed i samme rolle i fjor, og han har en lignende statur.

Brown er derfor den spiller, jeg tror har den største chance for at gøre en forskel i den kommende sæson. Den 23-årige cornerback har en næse for bolden og en vindermentalitet, der kan give ham spilletid tidligt.

Seahawks valgte tre ældre spillere, som får svært ved at flytte ambitionerne tættere mod slutspilssejre. Set udefra kunne de have manøvreret anderledes for at hjælpe holdet den kommende sæson, og selv om der er potentiale i de tre spillere, så ligner det på nuværende tidspunkt en af de værre drafts i år.

Karakter: 02