Sådan gik draften: AFC North

0

Bedste værdi: Jedrick Wills, OT, Alabama
Jeg havde Jedrick Wills som årets bedste offensive tackle, og han var, efter min mening, et niveau over de andre. Hans teknik og quickness er blændende, og han bør være den tackle, som hurtigt kan vænne sig til NFL, fordi hans teknik er på så højt et niveau. Hans potentiale er måske ikke så stort som Andrew Thomas og Mekhi Becton, men Browns får en startende tackle fra første fløjt, og det var tiltrængt. Tackle-positionen var et stort problem sidste år, og med Wills og Jack Conklin, som man hentede i free agency, bør beskyttelsen af Baker Mayfield være fornuftig i 2020. Forhåbentligt kan det sætte gang i Mayfield, der havde et fald i niveau i 2019. På alle måder var valget både det rigtige strategisk og talentmæssigt. 

Dårligste værdi: Jacob Phillips, LB, LSU
Efter Joe Schoberts og Christian Kirkseys farvel i free agency, var linebacker-positionen ikke så stærkt besat længere, og det var oplagt, at få en ekstra mand ind. Jeg synes dog, at tredje runde er for tidligt for Jacob Phillips. LSU-linebackeren er rimelig solid mod løbet, men jeg savner nogle evner i opdækningen, hvor især Joe Schobert var stærk. I nutidens NFL er opdækningsevnerne meget vigtige, og det gør mig lidt bekymret på Phillips vegne. Jeg havde hellere set spillere som Akeem Davis-Gaither eller Troy Dye valgt, da jeg mener, deres evner i opdækningen er betydeligt bedre. 

Samlet vurdering
Først og fremmest handlede Browns’ draft om at finde en fremtidens mand på venstre tackle, og det lykkedes de fuldstændig med i første runde. Derefter skiftede fokus til forsvaret, der manglede dybde hele vejen op gennem midten. Grant Delpit har en del talent, men hans mange problemer som tackler er bekymrende. Jordan Elliott er en fin all round-spiller, og han kommer ind og kan skabe en fin rotation med Larry Ogunjobi og Sheldon Richardson, men Jacob Phillips er som nævnt primært afløser Christian Kirksey og ikke Joe Schobert.

Tight end Harrison Bryant og center Nick Harris er begge spillere, der er mindre end normen for deres position, og personligt tror jeg ikke alt for meget på, at de får succes i NFL. Donovan Peoples-Jones har virkelig meget fysisk talent, men det udfoldede sig for sjældent hos Michigan. At få ham i sjette runde er dog strålende værdi og uden tvivl chancen værd.

Overordnet fik Browns adresseret de vigtigste positioner, og selvom de valgte spillere som Delpit, Phillips, Bryant og Harris, som jeg personligt tror mindre på end gennemsnittet, så var det en habil draft.

Karakter: 7

Næste side: Steelers får den laveste karakter i divisionen