Sådan gik draften: AFC North

0

Bedste værdi: Akeem Davis-Gaither, LB, Appalachian State
Helt nøgternt er Joe Burrow nok den bedste værdi, da en potentiel franchise quarterback, er guld værd for Bengals. Det var dog det oplagte valg, så i stedet vil jeg fremhæve holdets fjerderundevalg. Bengals har manglet fart på linebacker i næsten et årti, og jeg er stor fan af deres tilføjelser på positionen. Logan Wilson er bundsolid, men især Akeem Davis-Gaither er jeg pjattet med. Davis-Gaither er super eksplosiv og har farten til at fare rundt og dække store områder. Hans evner i opdækningen er derudover rigtig gode, og jeg tror virkelig, han kan bidrage med noget savnet fart.

Dårligste værdi: Tee Higgins, WR, Clemson
Egentlig synes jeg, at alle Bengals’ valg gav mening, og en receiver i anden runde, synes jeg, er fornuftigt. Både John Ross og A.J. Green har været for meget plaget af skader de sidste par år. Jeg er personligt bare lidt skeptisk omkring Tee Higgins. Hans manglende fart og evne til at skabe separation er ting, som kan få i ham i problemer i NFL. Det er bare meget svært at vinde kun på at være stor og have god kropskontrol. Derfor havde jeg hellere set, at de havde kigget på Michael Pittman, Denzel Mims eller K.J. Hamler for den sags skyld. Ellers var der flere gode offensive tackles tilgængelige, hvilket også havde givet god mening for Bengals.

Samlet vurdering
Alle vil huske Bengals’ 2020-draft for, hvor god Joe Burrow bliver i NFL, og det er på mange måder også fair nok. Joe Burrow vil bare være et vigtigt kapitel i fortællingen om Cincinnati Bengals, og forhåbentligt bliver det et langt og positivt kapitel. Når det er sagt, så synes jeg rigtig godt om resten af Bengals’ draft. Det store fokus på linebacker-positionen var tiltrængt efter mange års elendighed på den position. Logan Wilson, Akeem Davis-Gaither og sågar Markus Bailey har alle solidt starterpotentiale i NFL.

Den største svaghed ved Bengals’ draft var det manglende fokus på den offensive linje. Jeg havde rigtig gerne set en linjemand før sjette runde. Både guard og tackle er meget usikre positioner, og den offensive linjetræner står foran en stor opgave med at udvikle uprøvede kræfter. Hakeem Adeniji, som holdet valgte i sjette runde, er talentfuld, og jeg synes, det er god værdi, men en type som Josh Jones i tredje runde havde skubbet Bengals op fra en god draft til en fænomenal draft.

Karakter: 10

Næste side: Browns fik deres tackle, men resten var lidt mindre inspirerende