Interessen for den danske kicker Simon Mathiesen stiger frem mod draften

Fredag morgen amerikansk tid ringede Simon Mathiesens telefon. Han kendte ikke nummeret, men kunne se, at opkaldet kom fra Californien.
Han tog telefonen, og personen i den anden ende præsenterede sig hurtigt:
“Hi – my name is Zack. I work for the Oakland Raiders…”
Manden i røret er scout for Raiders og har ansvaret for at holde øje med de spillere, der kommer fra nogle af de mindre universiteter.
Raiders har igennem lang tid holdt et vågent øje med Simon Mathiesen, der har spillet for Division II skolen Northwest Missouri State Bearcats de sidste fire år. Holdet er de seneste to sæsoner blevet amerikanske mestre på næstbedste niveau, og det har været med den danske kicker i en fremtrædende rolle.
Den 23-årige Vedbæk-dreng har været sikkerheden selv på sine mange extra point, og han har brændt ganske få field goals. Det har fået flere NFL-klubber til at forhøre sig om Simon Mathiesen, og lige nu er der ikke færre end syv klubber, der har vist interesse for ham.
Udover Raiders er det Kansas City Chiefs, New York Jets, Indianapolis Colts, Seattle Seahawks, Denver Broncos og Philadelphia Eagles. Og også flere amerikanske draft-sites har fået øjnene op for “Das Boot” fra Danmark.


Oakland Raiders har i forvejen europæisk blod på kickerpladsen, da den del af spillet er blevet håndteret af polske Sebastian Janikowski siden år 2000. Janikowski blev 39 i marts, og måske er Raiders på udkig efter hans arvtager.
Telefon-samtalen blev ganske kort. “Han spurgte mig, hvordan det gik og om jeg var i form” fortæller Simon Mathiesen til Gul klud, og fortsætter “og så sagde han til mig, at jeg ikke skulle træne alt for hårdt nu her inden draften.”
Det sidste kunne godt tyde på, at Raiders er så interesserede i den unge dansker, at de enten drafter ham eller tilknytter ham efter draften, og vil være sikre på, at han er fit for fight, når klubbens mini-træningslejr går i gang umiddelbart efter.
Til slut stillede Zack et sidste spørgsmål, der set med danske øjne er ret interessant: “Er det her nummeret, vi kan få fat i dig på til draften?”


Simons agent Scott Bergman har lagt denne video op med Simon’s træning fra sidste uge: