Førstedagen stjæler overskrifterne, men andendagen i NFL-draften er, hvor de gode hold skiller sig ud. Her får du alle valgene i anden og tredje runde med en kommentar og karakter.

NFL-holdene skød i går draften i gang med 32 valg. Der var især gang i receivere og offensive tackles, og du kan her læse, hvordan det gik, og hvad vi synes om de 32 valg.

Selvom 32 spillere er valgt, er der stadig utroligt mange gode tilbage i årets draft. I anden og tredje runde kan forskellen i draften virkelig laves, og efter i dag vil alle 32 hold have valgt mindst en spiller i draften.

Gul Kluds Teis Joranger opdaterer artiklen løbende med valgene og giver karakterer for alle valgene. Husk at opdatere siden løbende, da siden ikke opdateres automatisk ved nye tilføjelser. Du kan få et overblik over alle holdenes valg i vores drafttracker.

OBS. Kommentarer og karakterer på tredje runde kommer først, når jeg vågner efter noget søvn.

Anden runde

33. Cincinnati Bengals: Tee Higgins, WR, Clemson
Det er ikke overraskende, at Bengals går med en WR, men jeg havde gjort noget andet. Den offensive linje er et stort problem, som jeg ser det, og jeg synes stadig, der er nogle solide spillere. Derudover har jeg et par receivere over Higgins, så det er ikke det stærkeste valg, som jeg ser det. Karakter: 4

34. Indianapolis Colts (Fra WAS): Michael Pittman, WR, USC
Apropos receivere, så har jeg Michael Pittman rangeret betydeligt over Tee Higgins, og jeg synes, at det er rigtigt set af Colts at tilføje ekstra våben til angrebet. Jeg elsker Pittman, så det her valg får topkarakterer. Karakter: 12

35. Detroit Lions: D’Andre Swift, RB, Georgia
Der er absolut intet overraskende i, at Lions vælger at tage en runningback. De vil meget gerne løbe bolden, og Kerryon Johnson har været lidt for meget skadet. Swift giver dem også lidt mere i kastespillet. I sidste ende er det dog stadig for højt for en RB, og Lions har stadig mange andre vigtigere mangler. Karakter: 00

36. New York Giants: Xavier McKinney, S, Alabama
Hvad er der sket med David Gettleman? Han er begyndt at tage fornuftige valg… Jeg synes, at Xavier McKinney er super solid, og hans spilintelligens vil klæde Giants’ forsvar. Karakter:10

37. New England Patriots (Fra LAC): Kyle Dugger, S, Lenoir-Rhyne
En dårlig defensive back i anden runde? Klassisk Patriots-valg. Jeg har Dugger rangeret som nr. 142, og jeg tror bare ikke meget på det i NFL. Som 24-årig på meget lavt i college læste han ikke spillet ret godt, og det tror jeg bare ikke meget på vil ændre sig i NFL. Karakter: 00

38. Carolina Panthers: Yetur Gross-Matos, EDGE, Penn State
Der bliver fokuseret på den defensive linje, må man sige. Først Derrick Brown og nu Yetur Gross-Matos. Gross-Matos har stort potentiale, men han skal arbejde lidt med sin teknik og den mentale del af spillet. Karakter: 10

39: Miami Dolphins: Robert Hunt, IOL, Louisiana
Dolphins tager de rigtige positioner. Der er fokus på at kaste bolden og stoppe kastet. Hunt hjælper på den offensive linje, og han starter nok ud som guard. Karakter:7

40. Houston Texans (Fra ARZ): Ross Blacklock, DT, TCU
Den defensive linje var tynd for Texans, så det giver mening at adressere den. Blacklock er en fin spiller, så det er et ganske udmærket valg. Karakter: 7

41. Indianapolis Colts (Fra CLE): Jonathan Taylor, RB, Wisconsin
Lidt en overraskelse, men Colts kan godt lide at løbe bolden bag deres fremragende offensive linje, og med det forsøger de nok at tage pres af Rivers’ skuldre. Jeg synes stadig, det er for højt for en runningback, men Taylor var årets bedste runningback, synes jeg. Karakter: 4

42. Jacksonville Jaguars: Laviska Shenault, WR, Colorado
At tilføje et ekstra våben til angrebet giver mening, og Shenault har sine fans. Jeg er stadig meget i tvivl om Shenaults evner, men han har da talent. Karakter: 4

43. Chicago Bears (Fra LV): Cole Kmet, TE, Notre Dame
10.000 tight ends i Chicago. Jeg hader ikke valget af Kmet, men det giver bare ikke ret meget mening, når man lige har signet Jimmy Graham til en stor aftale. Det er mest en tegn på en dårlig GM. Spilleren er egentlig ok. Karakter: 02

44. Cleveland Browns (Fra IND): Grant Delpit, S, LSU
Jeg bliver ikke Delpits største fan, og derfor er karakteren også moderat, men det giver mening med en safety. Så må man se, om man kan lære ham at tackle. Karakter: 4

45. Tampa Bay Buccaneers: Antoine Winfield, S, Minnesota
Jeg elsker Antoine Winfield Jr., og jeg elsker det her valg. Buccaneers manglede en safety, og Winfield er super instinktiv. Han er en strålende playmaker. Karakter: 12

46. Denver Broncos: K.J. Hamler, WR, Penn State
Dobbelt op på wide receiver, hvilket er lidt overaskende. Men jeg har sådan set ikke noget imod det. Nu har de en giftig trio med Courtland Sutton, Jerry Jeudy og K.J. Hamler. Virkelig lækkert legetøj til Drew Lock. Karakter: 10

47. Atlanta Falcons: Marlon Davidson, DT, Auburn
Forsvar, forsvar, forsvar. Alt hvad Falcons gør i år bør handle om forsvaret, og derfor er Marlon Davidson et solidt valg. Han giver holdet en stor indvendig linjemand, der kan give noget pass rush ved siden af Grady Jarrett. Karakter: 10

48. Seattle Sehawks (Fra NYJ): Darrell Taylor, EDGE, Tennessee
Det er interessant, at Seahawks hoppede op for at sikre sig Taylor, men Steelers har nok været interesserede. Taylor har en del potentiale, men han mangler stadig noget polering i sit spil. Karakter: 7

49. Pittsburgh Steelers: Chase Claypool, WR, Notre Dame
Jeg forstår det godt, og Claypool har betydleigt potentiale. Jeg synes bare ikke, at han viser sine atletiske evner nok på banen, og han er rimelig upoleret på sine ruter. Jeg forstår det, jeg ville bare ikke have taget chancen Karakter:4

50. Chicago Bears: Jaylon Johnson, CB, Utah
Mange snakkede om, at Jaylon Johnson kunne være valgt i første runde, så at Bears kan få Johnson i midten af anden runde er super. Det lukker også et stort hul på holdkortet. Karakter: 12

51. Dallas Cowboys: Trevon Diggs, CB, Alabama
Rygterne om Diggs og Cowboys har været stærke længe, og de viste sig at være sande. Diggs er en lang cornerback, der skal forsøge at erstatte Byron Jones. Solidt valg. Karakter:10

52. Los Angeles Rams: Cam Akers, RB, Florida State
Hvorfor? Rams brændte nallerne for et par år siden, da de overbetalte Todd Gurley. Derfor valgte de en runningback i tredje runde sidste år, og fyrede Gurley for en måned siden. Og de har intet lært af hele Gurley-misæren? Endnu en runningback? Det er en joke, synes jeg. Karakter: 00

53. Philadelphia Eagles: Jalen Hurts, QB, Oklahoma
Wow. Hold da op. Eagles vil gerne sikre sig en god backup, og det må være et resultat af Wentz lidt for hyppige skader. Jeg synes, det er et noget spøjst valg, og jeg ser ikke rigtig værdien i valget. Karakter: 02

54. Buffalo Bills: A.J. Epenesa, EDGE, Iowa
Epenesa var i lang tid anset som et førsterundevalg, men hans noget skuffende combine sendte ham ned i anden runde, hvor Bills til gengæld kan lukrere på hans fald. Bills manglede lidt ungdom i deres pass rush-gruppe, og jeg kan godt lide valget af Epenesa. Karakter: 10

55. Baltimore Ravens (Fra NE via ATL): J.K. Dobbins, RB Ohio State
Ravens kan godt lide og løbe bolden, men jeg forstår ikke rigtigt, at de ser det som nødvendigt at hente en runningback mere. Som jeg ser det, så er deres løbeangreb godt, fordi de har Lamar Jackson, og deres nuværende runningback-gruppe med Mark Ingram, Justice Hill og Gus Edwards er god nok til at udnytte det. Karakter: 00

56. Miami Dolphins (Fra NO): Raekwon Davis, DT, Alabama
Kan jeg forstå, at Dolphins henter en defensiv tackle? Ja. Kan jeg forstå, at de vælger Raekwon Davis? Absolut ikke. Jeg ser bare ikke talentet hos Davis, og jeg ville ikke røre ham før tidligst sjette runde. Min personlige karakter er derfor lav. Karakter: 00

57. Los Angeles Rams (Fra HOU): Van Jefferson, WR, Florida
Med Brandin Cooks sendt videre, så receiver-gruppen lidt tynd ud, og Van Jefferson kommer ind og er en fin type for Rams. Jefferson løber rigtig gode ruter, hvilket er en generel ting for Rams’ receivere. Karakter: 7

58. Minnesota Vikings: Ezra Cleveland, OT, Boise State
Der var snak om, at Cleveland kunne være gået i første runde, men han faldt lidt overraskende til bunden af anden runde, og her slår Vikings klogeligt til. Jeg kan godt lide Cleveland, og han stort potentiale. Derudover passer han godt ind hos Vikings. Karakter: 12

59. New York Jets (Fra SEA): Denzel Mims, WR, Baylor
Denzel Mims brændte combine af, og derfor forventede mange, at han kunne gå i første runde, men ingen bed på. Hos Jets skal han give Darnold et hårdt tiltrængt våben, og hans fart kan forhåbentligt erstatte Robby Anderson. Karakter: 10

60. New England Patriots (Fra Ten): Josh Uche, EDGE/LB, Michigan
Her har vi Kyle Van Noys afløser, tror jeg. Uche er en linebacker/pass rusher-hybrid, der er ret atletisk og umiddelbart har mange af de rigtige egenskaber for at blive en typisk alsidig Patriots-spiller. Karakter:7

61. Tennessee Titans: Kristian Fulton, CB, LSU
Det er svært at vide, om det er off field-problemer, som fik Kristian Fulton til at falde ned det 61. valg, men jeg synes bestemt, at det er rigtigt af Titans at tage chancen på ham her. Deres cornerback-gruppe er ganske tynd, og Fulton har unægteligt en del talent. Karakter: 12

62. Green Bay Packers: A.J. Dillon, RB, Boston College
Hvorfor? Aaron Jones er en super runningback. Jamaal Williams er en udmærket backup. Hvad med at fokusere på at gøre det lettere for Aaron Rodgers at kaste bolden? A.J. Dillon er, i min optik, en ganske uinspirerende runningback, der mest bare tromler ind i folk uden den nødvendige wiggle. Karakter: 00

63. Kansas City Chiefs (Fra SF): Willie Gay, LB, Mississippi State
Chiefs og Andy Reid er ikke bange for at tage chancer på spillere, der har en tvivlsom historik. Willie Gay er en fantastisk atlet, der giver noget manglet fart i linebacker-gruppen, men hans college-tid var plaget af flere episoder uden for banen. Boom or bust-type. Karakter: 7

64. Carolina Panthers (Fra KC via SEA): Jeremy Chinn, S, Southern Illinois
Jeg er overrasket over, at Chinn gik så sent. Han er et atletisk monster, og jeg synes, hans tape er bedre end Kyle Duggers, som Patriots valgte tidligere. Panthers kan godt bruge hjælp i deres secondary, så jeg synes, det er et stærkt valg. Helt klart chancen værd. Karakter: 10


Næste side: Tredje runde. Cardinals får top-karakter

1 KOMMENTAR

  1. Tak for det store arbejde i gør med at forholde jer til football og draften. Dog må jeg konstatere at det efter min mening er for plat bare at give 00 til alle hold som tager en RB i runde 2 pånær et hold. Hvis der er et behov for en RB kan det ikke være 00 bare fordi i ikke kan lide RB’s. Der ville det være bedre at vurdere karakteren ud fra om RB’en er et fit for holdet. 00 på den måde er ubruglig!

Comments are closed.