Først var det Myles Garrett, som bad Jerry Jones og Dallas Cowboys om at drafte ham. Nu er det quarterbacken Deshaun Watsons tur til at komme med forslag til “Americas Team”.

Da Deshaun Watson var oppe og modtage Davey O´Brien prisen, som gives af Davey O´Brien fonden til den bedste quarterback i college, kom han med et kreativt pitch. Prisen blev uddelt i Fort Worth i Texas, som er Dallas Cowboys country, og her sagde Watson, at Cowboys burde drafte ham.
Han var dog klar over, at Cowboys har noget af et luksusproblem på netop quarterback positionen, men dette havde han også en løsning til.
“Browns har brug for en quarterback. I kan handle dem begge (red. Prescott og Romo). Jeg sidder lige her. De har brug for to (red. quarterbacks)! De har brug for to.”

Video: Draftens største stjerne med bøn til Dallas

At sælge sig selv på den måde til et NFL hold, ville have været opsigtsvækkende, hvis han havde gjort det for to uger siden. Men efter at Myles Garrett gjorde præcis det samme den 10. februar, er det ikke nær så spektakulært.
Men det er svært at bebrejde ham for at ville stille op for Dallas. Cowboys har en af ligaens stærkeste offensive linjer, en af ligaens mest dynamiske runningbacks, en af de stærkeste wide receivers og en af ligaens største fanbaser. Så det ville være et ok sted at starte karrieren som quarterback. Bare ærgerligt, at han er et år for sent ude.