Der blev ikke lagt fingre i mellem, da Lions’ GM, Brad Holmes, løftede sløret for forventningerne til denne sæson i Detroit.

I lang tid har Detroit Lions været prygelknabe i NFL. Nu er der kommet andre boller på suppen efter sidste års succes, hvilket har bragt store forventinger med sig til the Motor City.

I 2023 vandt Lions deres første divisionstitel i 30 år, og Brad Holmes kan kun se, at holdet kan blive endnu bedre i denne sæson. Lions er da også klare favoritter til at genvinde NFC-north titlen, og er også en af de største bejlere til Lombardi trofæet, her godt en uge inden sæsonstart.

Lions er en af fire NFL-mandskaber som aldrig har været i en Super Bowl (de andre er Browns, Jaguars og Texans). I 2023-sæsonen kom de dog forfærdeligt tæt på at spille i klubbens første Super Bowl, men man snublede til sidst mod 49ers.

Der er ingen tvivl om, at siden Lions hyrede Brad Holmes og Dan Campbell er der sket rigtigt meget, og man har været i stand til at løfte holdet fra bunden af ligaen til et af topholdene. Nu er det så spørgsmålet, om Lions kan leve op til de store forventinger, som længe ikke har eksisteret, eller om de falder igennem, når der endelig er et pres på dem.