Dan Campbell forfremmer defensiv træner

0

Dan Campbell har fundet Aaron Glenns afløser internt. Valget er faldet på Kelvin Sheppard, som bliver forfremmet fra linebacker-træner til defensiv koordinator.

Detroit Lions har fået rippet sin trænerstab efter endnu en flot sæson, hvor de vandt 15 af 17 kampe i grundspillet. Listen over trænere, som har forladt Detroit tæller bl.a. holdets defensive koordinator Aaron Glenn og defensiv linjetræner Terrell Williams.

Nu arbejder Dan Campbell på at udfylde positionerne og han har senest fundet sin nye defensive koordinator. Det er en intern kandidat, som får chancen, da Campbell har forfremmet Kelvin Sheppard fra posten som linebacker-træner.

Kelvin Sheppard har haft ansvaret for Lions’ linebackers i de seneste tre sæsoner. Han har også selv en fortid som linebacker i NFL, hvor han bl.a. spillede for Miami Dolphins samtidig med, at Dan Campbell midlertidigt var ansat som cheftræner.

I løbet af sine tre år som linebacker-træner i Detroit har Kelvin Sheppard etableret sig blandt de mest prominente og eftertragtede assistenttrænere i ligaen.

Sheppard har bl.a. været med til at udvikle Derrick Barnes og Malcolm Rodriguez til at blive bundsolide startere i NFL. Derudover har Sheppard været en afgørende mentor for Lions’ førsterundevalg Jack Campbell, som er én af de mest lovende linebackers i ligaen.

Læs også: Aaron Glenn er ny cheftræner i New York