
Sean Payton begræder tabet af Bo Nix, men forventer også, at førstereserven Jarrett Stidham er opgaven voksen.
Ekstasen blev hurtigt afløst af anspændthed, efter at Denver Broncos besejrede Buffalo Bills efter forlænget spilletid i divisionsrunden, men også mistede Bo Nix til allersidst.
Bo Nix brækkede sin ankel i kampens slutfase, og derfor misser han selvsagt resten af slutspillet.
I stedet bliver det førstereserven Jarrett Stidham, som skal starte, når Denver Broncos spiller sin første AFC-finale i 10 år.
– Jeg ved, at han (Jarrett Stidham, red.) er godt trænet i New England, og at (Josh, red.) McDaniels var ganske tilfreds med ham. Men til syvende og sidst handler det her om de sidste tre år, hvor han har været her. Jeg kender ham, og jeg ved, at han bliver klar, udtalte Sean Payton efter nyheden om Bo Nix’ skade.
Denver Broncos hentede Jarrett Stidham i 2023-sæsonen, som også var Sean Paytons første sæson i spidsen for Broncos.
Jarrett Stidham har ikke spillet meningsfuld football siden 2023-sæsonen, hvor han startede de sidste to kampe, og bl.a. besejrede Los Angeles Chargers med 16-9 i 17. spillerunde.
I 2024-sæsonen medvirkede Stidham i tre kampe, men han kastede ikke bolden en eneste gang. I indeværende sæson har Stidham også bare medvirket på fire spil, da han fik lov til at afslutte Broncos’ 44-24-sejr over Dallas Cowboys.
Det var oprindeligt New England Patriots, som valgte Jarrett Stidham i fjerde runde af 2019-draften. Stidham nåede to sæsoner i New England, før han skrev kontrakt med Las Vegas Raiders i 2022 og Denver Broncos i 2023.
Læs også: Chok! Bo Nix færdig for sæsonen








