Denver Broncos’ startende free safety, Darian Stewart, har fået en fire-årig kontraktforlængelse, der vil gøre ham knap 30 millioner dollars rigere over de næste fire år.

Aqib Talib, Chris Harris Jr., Bradley Roby og T.J. Ward er bare nogle af de dygtige spillere i Denver Broncos fremragende secondary, der sidste år var en stor del af holdets Super Bowl-triumf. En af de lidt mere ukendte defensive backs – i hvert fald for den almene NFL-fan – er safety Darian Stewart, der i løbet af de seneste år har udviklet sig til en uundværlig brik i bagenden.

Det har Broncos nu belønnet med at give Stewart en fire-årig kontraktforlængelse til en værdi af 28 millioner dollars.

Selv hvis Stewart skulle blive smidt på porten i løbet af de næste fire år, er han sikret 17,5 millioner dollars, og han kan faktisk tjene op til 30 mio., hvis han lever op til nogle præstationsbaserede vilkår i kontrakten.

Den defensive back er starter på forsvaret og dækker godt op, mens er kendt for at levere nogle hårde hits. Derudover er han en af Denvers’ bedste special teams-spillere.

Darian Stewart og Broncos skal i aktion mod divisionsrivalen Kansas City Chiefs i nat klokken 02.30.