Den anerkendte og erfarne Atlanta-journalist Dave Choate er ikke i tvivl: Andreas Knappe er tæt på Falcons-holdet.

Danske Andreas Knappe har været en uge i Atlanta Falcons’ træningslejr, og han har allerede gjort en god figur. Han er i topform, og både mentalt og fysisk har han klaret den første NFL-uge flot.

Foto: Atlantafalcons.com – Andreas Knappe med nr. 75

Lige nu er der 90 spillere i Falcons’ træningslejr, men det tal skal barberes ned til 53 i starten af september.
Det vil sige, at 37 skal skæres fra, og helt op til 40-50 spillere kigger sig hver dag over skulderen og frygter at se en gul seddel hænge i deres omklædningsbås med teksten: “Come see coach. And bring your playbook.”
Så ved man godt, hvad klokken er slået. Tak for denne gang. Held og lykke med at finde et nyt hold.
Der er Andreas Knappe ikke endnu. Slet ikke. Heldigvis.
Han er en del af en meget interessant positionskamp, som næppe har den store bevågenhed hos den almindelige fan. Kampen om at blive Falcons’ swing tackle!
Hvis en skade rammer en offensive tackle, eller holdet måske vil stille op med tre tackles på et spil, så har Falcons brug for en dygtig swing tackle, der kan spille på både venstre og højre side.
Fem mand kæmper om én plads
Der er lige nu fem spillere i Falcons’ træningslejr, der kæmper om positionen som swing tackle. Og her er pointen: Kun én får job. De fire andre bliver smidt på porten, eller måske tilknyttet holdets practice squad efter træningslejren.
Andreas Knappe: 0 karrierestarter, 2017 UDFA
Daniel Brunskill: 0 karrierestarter, 2017 UDFA
Vil Freeman: 0 karrierestarter, 2017 UDFA
Marquis Lucas: 0 karrierestarter, 2016 UDFA
Kevin Graf: 0 karrierestarter, 2014 UDFA
(UDFA = Undrafted Free Agent)
Ifølge Dave Choate er Andreas Knappe favorit lige nu. Han er større (204 cm, 145 kg), mere atletisk end de andre fire, han var solid i college, og Falcons betragtede det som en prioritet, at få fat i ham umiddelbart efter draften i år. Knappes udfordring er hans manglende erfaring.
Daniel Brunskill har ikke størrelsen (192 cm, 125 kg) til at at spille tackle, så han er næppe en trussel for Andreas. Han kunne muligvis blive rykket indvedigt og kæmpe om pladsen som højre guard.
Vil Freeman har god størrelse (198 cm, 135 kg). Der er ikke meget information om ham, så det bliver på banen, han skal bevise sit værd.
Marquis Lucas (193 cm, 142 kg) har været lidt rundt omkring, siden han kom ind i ligaen sidste år. Falcons skrev kontrakt med ham inden træningslejren, men det skulle undre, hvis han spillede sig en plads på holdet.
Kevin Graf (198 cm, 135 kg) er den mest erfarne af de fem. Han kom ind i NFL i 2014, og har været tilknyttet Eagles og Colts, men dog aldrig startet en kamp. Han var kortvarigt inde omkring Falcons’ trup i december, og det kan være en fordel for ham.


Konklusion
Choate konkluderer til sidst, at Andreas Knappe ligner den mest fremtrædende favorit, men erkender at han ikke ved, hvad holdets trænere tænker. “Knappe ville give Falcons en stor, robust swing tackle, der stadig er ung nok til at være nyttig i mindst en håndfuld år.” skriver Choate.
“Det ville være rart, da Atlanta har skiftet swing tackle de sidste par år, og man ikke kan ikke regne med, at de to startere, Jake Matthews og Ryan Schraeder, forbliver skadefri hvert år.”
“Kort sagt, er der er ikke noget endegyldigt endnu, men Knappe er ham, der er mest værd at holde øje med.” slutter Falcons-journalisten.
Læs hele Dave Choate’s artikel på The Falcoholic

1 KOMMENTAR

  1. Love it! Og så tror jeg Knappe har den fordel at han er ekstremt lærenem. Jeg tror han vil kunne stille sig op og sige til coach’en: “vis mig hvad jeg skal gøre, og så gør jeg det” – og så have det lært indenfor meget kort tid. Det tror jeg har værdi for en coach og et team – specielt hvis det er swing tackle positionen der kæmpes om?

Comments are closed.