Wide receiver Frederik Myrup Nielsen er blevet inviteret til CFL Combine, og den 28-årige dansker glæder sig som et lille barn. Det er både en kæmpestor oplevelse og mulighed.

For et par uger viste danske Hjalte Froholdt sig super godt frem ved NFL Scouting Combine og beviste, at han har talentet til at blive valgt i årets draft. Nu har to andre danskere også fået muligheden for at vise sig frem på det amerikanske kontinent.

Frederik Myrup Nielsen og Mads Marquard Nielsen er blevet inviteret til CFL Combine, der er den canadiske football-ligas udgave af NFL Scouting Combine. Begivenheden finder sted den 23.-24 marts i Toronto, Canada.

LÆS MERE: Danskere inviteret til CFL Combine

Gul Klud har fanget en lykkelig Frederik Myrup Nielsen til en reaktion på den store nyhed.

– Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige. Det bliver spændende, og jeg glæder mig. Det er en kæmpestort mulighed. Det kom først på plads for cirka en uge siden, så jeg har ikke haft meget forberedelsestid. Jeg har ikke de store forventninger, men det er bare at tage det som en kæmpe oplevelse og gøre sit bedste. Det bliver sjovt!, siger den 28-årige wide receiver, der til daglig spiller for Potsdam Royals i CFL – den bedste football-liga i Tyskland.

Myrup Nielsen er en af de bedste receivere i den tyske liga. Han var den førende receiver for Potsdam i 2018-sæsonen med 62 grebne bolde for 1.111 yards i 11 kampe, hvilket var femteflest yards i ligaen. Og danskeren tror da også på, at han har niveauet til at vise sig godt frem i Canada.

– Den tyske liga er den bedste liga i Europa – og måske den bedste liga uden for det amerikanske kontinent, så jeg føler mig fint rustet. Jeg spiller mod cornerbacks, der har spillet på højt college-niveau, og jeg har bevist, at jeg kan producere. Derfor tror jeg på, at jeg kan gøre det godt, siger Frederik Myrup Nielsen til Gul Klud og tilføjer, at hans største kvaliteter som receiver er hans ’quickness’, football-IQ, gode ruter og gode hænder.

Frederik Myrup Nielsen rejser til Toronto den 20. marts for lige at falde til, før det går løs med målinger, tests, øvelser og interviews fra den 22. til 24. marts.

Som sagt får receiveren selskab af Mads Marquard Nielsen, der til dagligt spiller for de forsvarende danske mestre Copenhagen Towers.