Frederik Myrup Nielsen og Mads Marquard Nielsen er inviteret til at deltage i CFL combine d. 23. og 24. marts 2019, se med live på stream direkte fra Toronto.

Artiklen er skrevet af DAFF / nationalligaen.dk

CFL har netop offentliggjort, at to danskere tager turen til Toronto, Canada, for at deltage i CFL Combine og vise sig frem for CFL-talentspejdere, cheftrænere og sportsdirektører. En unik mulighed for at spille i CFL.

CFL er den canadiske pendant til NFL og er den næstbedste liga i verden efter NFL – faktisk er CFL ældre end NFL. Det er kæmpestort for dansk football, at vi har spillere med i CFL Combine, og det er kæmpestort for de to drenge.

Dette er første handling i tilknytning til den aftale, som blev indgået tidligere på året mellem de nordiske lande og CFL – og som CFL har indgået med en del andre lande rundt i Europa og resten af verden. Spillerne bliver udpeget i samarbejde med klubberne, og stats og film bliver sendt til CFL, som udvælger hvem der skal inviteres.

– Det har været vigtigt for mig, at de spillere vi sender til Combine ikke bruger tid og penge unødigt, og derfor har jeg bedt CFL vurdere spillerne ud fra stats og gamefilm, og komme med deres ærlige vurdering om de mener de har det nødvendige niveau, fortæller sportschef Lars Carlsen.

Frederik Myrup Nielsen spiller til dagligt i Potsdam Royals i GFL. Han var holdet bedste receiver og 5. førende receiver i GFL med 62 receptions og 1.111 yds i 11 kampe. Mads Marquard Nielsen spiller til dagligt i Copenhagen Towers, er en nøglespiller hos de danske mestre, og var også med til at vinde NEFL, skriver AFI

– Det er rigtig stort for os, at vi har spillere der kan begå sig på så højt niveau i udlandet. Vi har fokus på hele tiden at udvikle vores spillere, og at vi sender Joachim til GFL og Mads til Combine, lyder som om at vi gør noget rigtigt, fortæller en stolt formand, Jakob Munksgaard.

Det er første gang CFL inviterer spillere fra hele verden til combine, og det hele er sket med meget kort varsel, så hvordan dette kommer til at foregå i fremtiden vides endnu ikke.

– Dette er endnu et udtryk på det talentarbejde der finder sted ude i vores klubber, og det bliver interessant at observere hvorledes de danske spillere matcher spillerne fra resten af verden, fortsætter Lars Carlsen.

Se Frederik Myrup Nielsen og Mads Marquard Nielsen vise sig frem den 23. og 24. marts 2019 direkte på livestream via følgende link: www.cfl.ca/live!