
Efter sin hjemkomst har præstationerne været til at overse. Nu har Mike McCarthy udelukket den tidligere stjerne fra kampen mod Atlanta Falcons.
Ezekiel Elliott spiller ikke søndagens kamp mod Atlanta Falcons. Det fortæller ESPN’s Todd Archer.
Elliott har i indeværende sæson præsteret 189 scrimmage yards på syv kampe. I fem af de syv har han ikke formået at rushe 20 yards. Det har konkurrenten Rico Dowdle til sammenligning i alle kampe han i år har medvirket i.
Opgøret mod Atlanta Falcons bliver én af kun fire kampe, Dallas runningbacken har misset, siden han i 2016 blev valgt af Jerry Jones og Dallas Cowboys med det fjerde valg i draften.
Efter en enkelt sæson hos New England Patriots underskrev Elliott i april en et-årig kontrakt med Cowboys, og vendte dermed hjem til Dallas. Kontrakten lyder på 2,15 millioner dollars garanteret med mulighed for at nå 3 millioner dollars, hvis spilletiden og produktionen er høj nok.








