Et af de varmeste emner til at blive headcoach igen har valgt at trække sit kandidatur og bliver i Dallas.

Cowboys defensive koordinator Dan Quinn, der var i spil at blive cheftræner i både Denver, Arizona og Indianapolis, har angiveligt valgt at fortsætte i sin nuværende stilling på Mike McCarthys stab i 2023-sæsonen, det fortæller NFL network.

Nyheden kommer midt i en stor fyringsrunde, hvor Cowboys har sendt seks hjælpetrænere på porten efter nederlaget til 49ers i playoffs, inklusive flere, der hørte under Quinn på den defensive side af bolden.

Assistenttræner George Edwards og Dallas-legenden Leon Lett (på godt og ondt), der var træner for den defensive linje, har begge fået silkesnoren.

Men Quinn bliver og har angiveligt fortalt Cowboys, at han vender tilbage til en tredje sæson som chef for et forsvar, han har forvandlet til et af ​​de bedste i ligaen.

Dermed ser det også ud til, at headcoach Mike McCarthy får lov at beholde sit job, mens der florerer lidt forskellige rygter om den offensive koordinator Kellen Moore.

Nogle kilder påstår, han er i spil til et headcoach-job i ligaen, mens andre mener, at han er på vippen i Dallas.