Onsdag kom der lidt af en chok-nyhed, som kan få stor indflydelse på NFL-sæsonen, og måske er første indikator på, at vi mere og mere nærmer os en aflysning.

Amerikansk college-sport er delt op i forskellige divisioner, og onsdag offentliggjorde Ivy League divisionen, at de på grund af frygten for Covid-19 aflyser al sport i efteråret – inkl. football – og vil forsøge, at afvikle noget af det i foråret.

Og det er ikke en hvilken som helst division. Ivy League består af en gruppe prestigefyldte universiteter i det nordøstlige hjørne af USA, og tæller blandt andet skoler som Harward og Yale.

Med andre ord: Det er nogle af de klogeste mennesker i USA, der underviser der, går i skole der, og tager beslutningerne.

Mens resten af USA har svært ved at finde en fælles retning, og meldingerne både fra centralt og lokalt hold skifter fra dag til dag, mens antallet af Corona-smittede dagligt sætter nye rekorder, så har Ivy League skolerne taget en beslutning, der kan komme til at danne præcedens, hurtigere end du kan stave til pandemi.

Ivy League skolerne var også de første, der lukkede ned for sport i foråret, og der blev de hånet og latterliggjort for at tillægge virussen for stor betydning. Få dage senere fulgte resten af USA trop.

Nu står vi i samme situation. Mens resten af USA udelukkende tænker på de økonomiske konsekvenser, har Ivy League kun øje for de helbredsmæssige konsekvenser og inddæmning af smitten.

For NFL er der mange milliarder på spil, og sæsonstarten nærmer sig. Om blot halvanden måned skal den første kamp spilles, men ikke blot har Ivy League skolerne nu taget første skridt til en total aflysning af sæsonen, men et andet college-hold har også – omend ufrivilligt – vist, hvad konsekvensen kan være af at gennemføre eller begynde sæsonen for tidligt.

College football-holdet fra North Carolina var begyndt på sine frivillige fællestræninger op til sæsonstarten, men blev onsdag nødt til at sætte dem foreløbig på pause, da skolen konstaterede 37 positive tilfælde af Covid-19 blandt spillere, trænere og andet personale. Også skolerne fra Houston, Kansas og Kansas State har sat deres fællestræninger på pause.

Sagt på en anden måde: Nærkontakten i amerikansk fodbold er en smittespreder, og der skal bare én positiv spiller til for at hele holdet, dernæst modstanderne, dommerne, tilskuerne, etc. kan blive ramt.

Udover Ivy League skolerne har andre små skoler i landet også helt droppet sæsonen. 2. divisions-skolen Morehouse College har valgt at aflyse 2020, og det samme gælder for tre mindre skoler i 3. division.

NFLs kampprogram er tilrettelagt således, at de kan aflyse eller skubbe sæsonstarten fra 10. september til 9. oktober. Selvom NFL ikke vil indrømme det, så ligner det mere og mere løsningen.

Eller også står vi overfor en total aflysning af 2020-sæsonen!