Den næste uges tid er alle NFL-holdene samlet til den årlige Scouting Combine. Her skal spillerne vise sig frem for holdene, og vi har samlet en udførlig liste med spillere, der er værd at holde lidt ekstra øje med.

32 hold, utallige medier og 324 spillere er i disse dage samlet i Indianpolis til den årlige Scouting Combine. Her skal de 32 hold kigge nærmere på de største talenter i årets draft.

Her kan holdene interviewe spillerne, få lægevurderinger på dem og se dem i aktion på banen til øvelser og atletiske tests. Dette er uundværlig information for holdene, og det er godt udstillingsvindue for spillerne.

Her er samlet en lang liste af spillere, man kan holde lidt ekstra øje med til combine af forskellige årsager.

Læs også: NFL 101 – Scouting Combine

Fem store navne der bør gøre det godt

I denne første sektion listes fem af de store problemer i årets draft, som vi forventer gode ting fra ved combine. Alle anses som sikre førsterundevalg, og combine vil formentlig kun bekræfte dette.

1) Aidan Hutchinson, EDGE, Michigan – Læs Scouting Report
Mange har Aidan Hutchinson som favorit til at blive valgt først af alle, og den store pass rusher forventes at producere gode tal. Både eksplosivitet og agility-øvelserne bør se godt ud for Hutchinson. 

2) Kyle Hamilton, S, Notre Dame – Læs Scouting Report
Årets bedste safety-talent, er alle enige om, hedder Kyle Hamilton. Han er virkelig en unik spiller, der er højere end næsten alle safeties i NFL, men stadig har sublime atletiske evner. Atletisk og i statur minder han lidt om Isaiah Simmons, der imponerede for to år siden, men han bevæger sig mere smooth, tror jeg. 

3) Kayvon Thibodeaux, EDGE, Oregon – Læs Scouting Report
Thibodeaux og Hutchinson kæmpede for at par måneder siden om titlen som den bedste pass rusher. Nu virker Thibodeaux til lidt at have tabt den kamp, men han bør stadig være den mest eksplosive og hurtigste af de to. Det ville være er godt tidspunkt at påminde alle om, hvorfor han var i spil til førstevalget for et par måneder siden. 

4) Treylon Burks, WR, Arkansas – Læs Scouting Report
Der er en hel gruppe wide receivere, der forventes at blive valgt i samme område af første runde. Der kan altså vindes og tabes en del til combine. Her bør Treylon Burks have en fordel overfor de andre, da han umiddelbart har den stærkeste kombination af størrelse, eksplosivitet og fart. 

5) Charles Cross, OT, Mississippi State – Læs Scouting Report
Der er en tre-fire offensive tackles, som alle forventer går i første runde. Evan Neal vil ikke deltage i øvelserne, og det vil give mere rampelys til en mand som Charles Cross, der er en atletisk og elegant tackle. Han bør se godt ud hele vejen rundt både i tests og positionsøvelser

Læs også: Teis Jorangers top 50 før combine

Fem vi forventer meget af

Udover de store stjerner er der dog også nogle spillere, som vi forventer gør det godt, og hvor de atletiske evner er en vigtig del af deres draftprofil, da deres potentiale afhænger af mærkatet ‘atletisk poteniale’.

1) Boye Mafe, EDGE, Minnesota – Læs Scouting Report
Før Senior Bowl (træningsuge for seniors i Januar) var der ikke mange, der havde store tanker om Boye Mafe. Her dominerede han dog, og folk forventer i forlængelse af det en stor uge fra Mafe. Hvis han kan leve op til forventningerne kan han sagtens ende i første runde, selvom hans præstationer i kamp ikke helt matcher det, synes jeg. 

2) Tariq Woolen, CB, UTSA – Læs Scouting Report
Fra den ellers lidt upåagtede skole UTSA finder vi Tariq Woolen. Han skiftede fra receiver til cornerback for nogle år tilbage, og derfor er han stadig teknisk upoleret. De atletiske evner forventes dog at være imponerende, og selvom han er en stor cornerback forventer nogle 40-yard-tider omkring 4.30 sekunder. 

3) Trevor Penning, OT, Northern Iowa – Læs Scouting Report
Northern Iowa får slået rekorden for deres højest draftede spiller i historien, og det gør de med Trevor Penning. Han er stor og fysisk, men mange forventer også store testresultaterne. Hvis han kan leve op til det, er top 20 muligt for Penning. 

4) Kyler Gordon, CB, Washington – Læs Scouting Report
Når man bliver sammenlignet med Byron Jones, er det unægteligt grundet en forventning om gode testresultater. Kyler Gordon forventes at have fjedre i benene og gøre det fantastisk i hoppene, og en god combine kan sagtens skyde ham fra kanten af første runde ind i top 20.

5) Daxton Hill, S, Michigan – Læs Scouting Report
Som udgangspunkt er Daxton Hill et spændende safety-talent, men han er så hurtig og atletisk, at nogle overvejer, om han kan lave skiftet til cornerback i NFL. Jeg forventer en god 40-yard tid, og så må vi se, hvad han kan i positionsøvelserne, hvor hans retningsskift vil blive testet.

Fem der kan tabe terræn

Der er også spillere til combine, hvor det ikke handler om at imponere, men hvor det mere handler om ikke at falde igennem. For alle hold er combine egentlig mest en eliminerings-øvelse, hvor man får sorteret folk fra mere end omvendt. For disse spillere skal de gerne undgå at blive sorteret fra.

1) Derion Kendrick, CB, Georgia – Læs Scouting Report
Der er flere steder, hvor Derion Kendrick kan komme lidt i problemer i denne uge. På banen er der nogle betydelige spørgsmålstegn ved hans fart, og han har brug for en ikke-dårlig tid. Udenfor banen skal han formentlig svare på en del spørgsmål vedrørende hans anholdelse sidste forår og i forlængelse deraf hans afsked med Clemson. Det er virkelig en vigtig uge for Kendrick på flere fronter. 

2) David Bell, WR, Purdue – Læs Scouting Report
Receiver David Bell var af nogle anset som et top 50-valg sidste sommer, men når man ser ham på banen, kan man tydeligt se, at han ikke er den hurtigste. Men hvor langsom er han egentligt? Hvis han løber en 40 yard-tid omkring 4.6 eller værre, bliver det sværere og sværere at se ham blive valgt i top 75. 

3) Trey McBride, TE, Colorado State – Læs Scouting Report
Der er mange om buddet i debatten om årets bedste tight end. Trey McBride har haft en marginal føring flere steder, men jeg er usikker på, hvor atletisk han egentlig er. Der kunne han let blive overskygget af andre tight ends med en bedre kombination af fart og størrelse. 

4) Arnold Ebiketie, EDGE, Penn State – Læs Scouting Report
Det er måske et sats at smide Ebiketie på denne liste, da jeg egentlig synes, at han virker rimelig eksplosiv. Jeg er dog i tvivl, om han vil gøre det godt i agility-øvelserne, og kommer han til kort der, vil han som en relativt lille EDGE formentlig tabe terræn. 

5) Roger McCreary, CB, Auburn – Læs Scouting Report
En cornerback med middelmådig størrelse, meget korte arme og middelmådig fart er en svært spiller at tage i top 50 (selvom Raiders gjorde det med Damon Arnette for et par år siden). Så kan det godt være, at McCrearys tape er ret godt, men den atletiske profil kan i denne uge meget vel sende ham et stykke ned på dag 2 af draften. 

Fem vi snakker mere om efter

Denne kategori handler om at sætte fokus på nogle spillere, som ikke har fået så meget opmærksomhed de sidste par måneder, men sagtens kan blive fremhævet mere og mere frem mod draften. Det er både spillere lidt senere i draften og spillere, som vi forventer kan kravle højt op i draften, selvom de ikke nævnes der lige nu.

1) Jaquan Brisker, S, Penn State – Læs Scoutign Report
I efteråret var Brisker på manges læber som en af de bedste safeties i årgangen. Siden her spillere som Daxton Hill, Jalen Pitre og Lewis Cine overhalet ham mange steder. Brisker burde dog kunne sende sit navn tilbage på top-50 radaren til combine. Han skulle have leveret imponerende tal i træning, og han er derudover en leder, som mange hold kunne drages af. 

2) Cam Jurgens, C, Nebraska
Det er måske ikke alle, der har noteret navnet Cam Jurgens endnu, men Nebraskas center kunne meget vel komme mere i fokus efter combine. Den tidligere tight end har lavet skiftet til center, og selvom han er teknisk upoleret, så bevæger han sig virkelig godt. Måske kan han have en combine, der matcher Vikings’ førsterundevalg fra 2019, Garett Bradbury, som også var en tidligere tight end. (Ikke at Jurgens bliver valgt så højt)

3) Tyler Smith, OT, Tulsa – Læs Scouting Report
Vi fortsætter med endnu en offensiv linjemand, og vi kigger denne gang mod Tulsa, hvor Tyler Smith har spillet i college. Smith har en imponerende kombination af styrke og eksplosivitet, og uanset om NFL-holdene ser ham som guard eller tackle, så er han et navn, der virker til at blive varmere og varmere. Det kan combine sagtens hjælpe yderligere med.

4) Travon Walker, EDGE, Georgia – Læs Scouting Report
Han har ikke været nævnt meget i top 15 rundt omkring, men Travon Walker har alle de atletiske byggesten, NFL-holdene savler over. Han er stor og stærk, men også imponerende eksplosiv og let på tå for sin størrelse. Han minder meget om Rashan Gary, der også var en virkelig atletisk pass rusher for tre år tilbage. Gary blev valgt med det 12. valg i draften.

5)Devonte Wyatt, DT, Georgia – Læs Scouting Report
Der er mange Georgia-spillere til årets combine, og de kan meget vel have de første to defensive tackles, der bliver valgt i årets draft. De to hedder Jordan Davis og Devonte Wyatt, og selvom kolossale Davis også forventes at gøre det hæderligt for sin størrelse, så er de største forventninger til Wyatt, der kan manifestere sig som et forventet førsterundevalg med en god uge.

Læs også: Disse fem hold skal spille i London, Mexico og München

Fem med en vigtig uge

Der er også spillere, som kommer ind til combine med nogle betydelige usikkerheder, hvor de skal overbevise holdene om, at de er værd at tage chancen på.

1) Cameron Thomas, EDGE, San Diego State – Læs Scouting Report
Der var top 50-opmærksomhed omkring Cameron Thomas for et par måneder siden, men han blev desværre til Senior Bowl, så han ikke fik lov til at vise sig frem. Det har kølet hypen lidt, og derfor er det vigtigt for Thomas at vise sig godt frem. Han er en lidt større og tungere EDGE, og han har brug for at levere hæderlige tal, hvis han skal gå i anden runde.

2) Daniel Faalele, OT, Minnesota – Læs Scouting Report
Den største spiller i årets draft er uden tvivl Daniel Faalele. Han er en australsk kæmpe, der har vejet over 400 pund (181 kg) på tidspunkter i sin college-karriere. Nu forventes Faalele nok at veje et sted mellem 360 og 380 pund, men det er nok ret afgørende for NFL-holdene, hvor henne i det interval han lander. Det er virkelig ikke mange spillere, der har kunne holde til at spille med en vægt på 380 pund. Derudover skal han også overbevise holdene om, at han kan styre sin vægt gennem karrieren.

3) Bernhard Raimann, OT, Central Michigan – Læs Scouting Report
Fra Australien til Østrig. Vi skal nemlig kigge lidt på Bernhard Raimann, der er et spændende østrigsk talent i draften. Han flyttede fra tight end til offensiv tackle for kun nogle år siden, og hans udvikling har været imponerende. Han er dog stadig teknisk upoleret, og han har virkelig behov for at overbevise holdene om, at han kan fortsætte med at lægge på sit spil, selvom han bliver 25 år til efteråret.

4) DeMarvin Leal, DT/EDGE, Texas A&M – Læs Scouting Report
Sidste sommer var Leal et rigtig varmt navn efter en god 2020-sæson, men hans 2021-sæson kunne slet ikke matche hypen. Han havde store problemer med at være med styrkemæssigt indvendigt på Texas A&M’s defensive linje, og han skal nu ud og overbevise dem om, at han er værd at satse på. Han er nemlig virkelig atletisk for sin størrelse, og det er det potentiale, han skal slå fast eksisterer.

5) Darian Kinnard, G, Kentucky Læs Scouting Report
Lad mig bare være ærlig. Jeg synes, Kinnards spil hos Kentucky var ret ringe. Men han spillede dog også tackle, hvor han ikke skal spille i NFL, og han var også tydeligt en 10-20 pund for tung. Han skulle efter sigende have smidt en del kilo siden college-sæsonens afslutning, og kan han møde op i en mere trimmet version og teste godt, så er han en type, som NFL-holdene plejer at være glade for.

Fem potentielle overraskelser

Til combine ser vi hvert år nogle spillere, hvor vi tænker ‘hold da op, hvor kom det fra’. Af gode grunde er de svære at forudsige, men her kommer et bud på fem spillere, som kan gøre det bedre, end mange forventer. Hvis de lykkes med at overraske, kan de sagtens ende i top 50.

1) Leo Chenal, LB, Wisconsin – Læs Scouting Report
Mange har givet Chenal et ry for at være en stor linebacker, der kun kan arbejde ned ad bakke. Og ja, Chenal er en stor og tung linebacker, men jeg tror slet ikke, at han er nødvendigvis er så begrænset atletisk, som nogle gør ham til. Jeg tror, han kan levere rigtig imponerende tal, når man tager højde for, at han er større og tungere end mange af de andre linebackers i årets draft. Det vil vise, at han godt kan gøre sig i kastespillet, mens han har strålende kvaliteter mod løbet.

2) Alec Pierce, WR, Cincinnati
En af de wide receivere, som flyver lidt under radaren, er Cincinnatis Alec Pierce. Han greb bolde fra Desmond Ridder, og han har et spændende skill set som en stor receiver, der bevæger sig ret fornuftigt. Jeg vil ikke udelukke, at han kan levere en flot combine for en stor receiver, og det vil med det samme sætte ham i spil til top 50 i draften. Især hans jumps, tror jeg, kan imponere.

3) Kerby Joseph, S, Illinois – Læs Scouting Report
Safety-årgangen er ganske spændende i år, og en af de spillere, som er interessant i midten af draften er Kerby Joseph. Han har kun startet én sæson hos Illinois, men der viste han glimrende ting, og jeg vil ikke udelukke, at han kan teste ret pænt med god fart og eksplosivitet. Hvis det sker, kan han arbejde sig solidt op på andendagen af draften.

4) Greg Dulcich, TE, UCLA – Læs Scouting Report
Længere oppe nævnte jeg, at tight end-feltet er tæt i år, og en af de tight ends, der presser sig på til at blive den første valgt er Greg Dulcich. Han er ret atletisk og har fine evner i kastespillet, og han kunne sagtens være den hurtigste tight end af de øverste tre-fire stykker. Personligt får jeg tanker til Travis Kelce, når jeg ser Dulcich bevæge sig, selvom han jo selvfølgelig ingenlunde kan forventes at blive lige så dygtig i resten af spillets facetter.

5) Skyy Moore, WR, Western Michigan – Læs Scouting Report
Skyy Moore er en lidt mindre receiver, som dog alligevel presser sig på til top 50 i årets draft. Han løber ret glimrende ruter, men da jeg så ham, tænkte jeg, at han ikke var den hurtigste. Alligevel går rygterne på, at han måske kan løbe en 40 yard-tid i området 4,40-4,45, hvilket vil være rigtig flot for ham. Sker det, er han en mand, man skal holde godt øje med.

Fem vigtige lægevurderinger

For mange hold er den vigtigste del af combine lægevurderingerne. Alle spillere bliver nemlig tjekket grundet for kendte og ukendte skavanker. Særligt for spillere med en skadeshistorik er dette vigtigt, og vi har sat fokus på fem, der kommer med nogle ting, som holdene skal undersøge.

1) Carson Strong, QB, Nevada – Læs Scouting Report
En af de quarterbacks, der har været snak om i første og anden runde, er Carson Strong. Han har dog en lang historik bag sig med knæskader, og man ser ham ogs¨å i kampene spille med en stor knæstøttekonstruktion. Hvis han skal gå i de to første runder, så skal holdene være sikker på, at han kan holde på lang sigt.

2) Jameson Williams/John Metchie, WRs, Alabama – Læs Scouting Report (Williams / Methchie)
Både Jameson Wililams og John Metchie er talentfulde receivere, der med god sandsynlighed var gået i top 50, hvis ikke de havde revet korsbåndet over mod slutningen af sæsonen. Ingen af de to kan derfor selvsagt deltage i øvelserne på banen, men deres lægevurderinger bliver meget vigtige for, hvor højt holdene tager dem. Hvordan heler knæet efter operationen? Hvornår forventes de at kunne være tilbage? Og er der langsigtede bekymringer, man skal tage højde for?

3) Justyn Ross, WR, Clemson – Læs Scouting Report
For dem der så Trevor Lawrence vinde mesterskabet i sin freshman-sæson for fire år siden, vil nogle måske kunne huske Justyn Ross, der også som freshman gik berserk i slutspillet. Siden har Ross misset en hel sæson med en grim rygskade, og han misser også combine med en fodskade. Holdene skal finde ud af, om den ubehagelige nakkeskade kan vende tilbage, og om den store receiver kan genfinde sit topniveau fra sine tidlige college-dage.

4) George Pickens, WR, Georgia – Læs Scouting Reports
Der er en del receivere med skadesbekymringer i år… Jeg vil tro, at George Pickens måske er den spiller i draften, der har spillet færrest snaps gennem sin college-karriere. For tre år siden spillede han kun delvist som freshman, selvom han imponerede, og 2020-sæsonen blev spoleret en del pga. corona. Forud for 2021-sæsonen rev han korsbåndet over, og han nåede kun lige akkurat tilbage til Georgias sidste kampe. Vi har altså set ret begrænset til Pickens, og selvom potentialet virker stort, skal holdene kunne stole på, at han også kan forløse det.

5) Derek Stingley, CB, LSU Læs Scouting Report
Et af de største talenter i draften kommer desværre med en mudret skadeshistorik. Derek Stingley er stadig anset som et førsterundevalg, men forud for sæsonen var han næsten et stensikkert top 5-valg. Problemet er, at han i 2020 var plaget af ankelskader, før han i 2021 missede næsten hele sæsonen med en fodskade, som også betyder, at han ikke deltager i øvelserne ved combine. Hvis han skal vælges i top 10-15 stykker, skal holdene være komfortable med hans holdbarhed.