Som altid er vi blevet forkælet med store spil i weekendens kampe på College-niveau. Husk, at den her artikel er ren og skær højdepunkter fra kampene. Hvis du vil læse mere detaljeret om ugens største resultater, så skal du trykke her.

Skal vi starte med ugens helt store højdepunkt? På en fjerde down satsede quarterback Adrian Martinez på et stort spil, der måske kunne få Nebraska tilbage i kampen. Han kunne næppe have forudset, at D.J Graham med én arm ville intercepte kastet og dermed definitivt lukke kampen. Et helt vanvittigt spil, som får en til at tænke på, om man har set en bedre interception. Lige så imponerende det er, lige så “dumt” er det faktisk samtidig. En hård coach ville fortælle Graham, at offensiven får et meget bedre udgangspunkt, hvis han bare slår den aflevering i jorden, da det jo som bekendt var en fjerde down. Men lad nu det ligge, for det var et helt fantastisk højdepunkt.

Clemsons fantastiske defensiv fortsætter med at være hovednummeret på Tigers-holdet. I en tæt kamp mod Georgia Tech fik de stoppet Yellow Jackets sidste forsøg på at udligne og sende kampen i overtid. Det fortsætter med at være holdets defensiv, der leverer de store højdepunkter.

I North Carolina løber en af de mest eksplosive wide receivere rundt, og det nyder quarterback Sam Howell godt af, når han tager et dybt skud mod endzone. Josh Downs har gang i noget rigtig godt, og relationen mellem ham og Howell begynder at komme på plads. Se herunder, hvordan han i fuld længde hiver et missil ind og scorer touchdown.

I det her klip er der egentlig to store spil, som skete inden for meget få sekunder. Indiana Hoosiers leverede en god kamp mod Cincinatti, på trods af at Bearcats i sidste ende slap ud med en sejr. I andet quarter blev der leveret et gigantisk sack på Desmond Ridder, der heldigvis for ham fik sin fumble samlet op af en offensiv linjemand. Der kom dog endnu en Indiana-spiller flyvende, der slog endnu en bold løs, og dén endte i Hoosiers hænder. Det var to store spil, der resulterede i et touchdown, da offensiven kom på banen.

Hvor tit ser man en kampvindende pick six? Virkelig ikke ofte, men det kom der mellem Louisville og UCF! Linebacker Jaylin Alderman blev den helt store helt for Louisville i hans bare anden kamp i College.

I min bog leverede Calvin Austin III det fedeste spil i denne runde. Ikke på grund af styrke, atletisme eller hurtighed. Men bare ved at være mere observant end nogen anden. Det er vist det, man kalder football-IQ. På et punt mente Mississippi State, at bolden lå død. Bolden bevægede sig godt nok heller ikke, men dommerne kaldte det en “live” ball. Austin har i hvert fald hørt efter, når utallige trænere har sagt: “spil indtil dommeren fløjter”. Det ligner ellers, at dommeren i endzone markerer en død bold, og så kan man jo undre sig over, hvorfor de lod spillet køre videre. Det blev også siden hen opdaget, at Memphis havde to spillere på banen med nummer 4, hvilket heller ikke er lovligt. Et helt igennem underligt spil, som måske ikke skulle have stået, men det er Calvin Austin nok ligeglad med.

Man må kreditere den offensive linje, når en running back bare kan modtage bolden i et handoff og løbe i en lige linje helt ubesværet til endzone. Runningback fra West Virginia Leddie Brown fandt et hul ved line of scrimmage, og så kunne han ellers score helt uden skrammer.

South Carolina tabte stort til Georgia, men undervejs leverede Jalen Brooks et fantastisk spil, da han greb en aflevering fra Luke Doty. Der er ikke mange offensive højdepunkter, når man møder et forsvar så godt som Georgias, men det her skal afgjort med på listen.

Endnu en interception, der endte med et touchdown. Cameron Martinez fra Ohio State var hurtigst over et kast, der kom til aller sidst i sejren over Tulsa. En interception er flot i sig selv, men på det her spil skal medspillerne også krediteres for at blokere samtlige Tulsa-spillere, der forsøgte at stoppe scoringen.

Quarterback Jaxson Dart var i spillehumør, da USC slog Washington State. På hans fjerde kaste-touchdown fandt han Kyle Ford, der kunne notere sin første scoring i karrieren.

Det er efterhånden blevet beskrevet et par gange her hvor godt et forsvar, der render rundt i Iowa. Kent State var SÅ tæt på at gøre kampen helt spændende, men så blev der fumblet i offensiven. Forsvaret skal nok en gang hædres, for de er helt umulige at komme forbi. Det er en turnover-maskine, som Hawkeyes har fået gang i.

Der skete andre vilde ting, da Oklahoma slog Nebraska. På et field goal-forsøg på klos hold kom der en blokering, og så kunne Oklahoma ellers returnere bolden til modsatte endzone og indkassere to point.

Nogle gange sender en quarterback bolden afsted til en receiver, selvom målet er dækket perfekt op. Og hvis receiveren er god nok, så vinder de alligevel duellen. Det er dette touchdown fra Dion Smith et perfekt eksempel på.

Arkansas er blevet et hold, som man skal holde øje med. De tæskede som ventet Georgia Southern, og niveauforskellen blev i den grad tydelig på det her touchdown fra Treylon Burks.

At vinde 28-23 er ikke noget at blære sig over, når det er Kentucky mod Chattanooga. Der burde være gigantisk niveauforskel, men Kentucky fik aldrig rigtigt gang i offensiven. Så er det til gengæld heldigt, at man har Tyrell Aijan til at levere et pick six på 95 yards.

Man fortjener næsten en plads på listen, bare fordi man har så fedt et navn som Muhsin “Moose” Muhammad III. Og når man så samtidig hiver et touchdown ind med blot én arm, så er jeg solgt.

Det var et vigtigt touchdown, som Tayon Fleet-Davis fik scoret for Maryland til aller sidst mod Illinois. Han får to forsvarsspillere til at se rigtig skidt ud, og det er kun hans fortjeneste. Endnu federe var det, at Maryland fik udlignet og endte med at vinde.