
Mercedes-Benz Stadium i Atlanta dannede rammen, da Oregon Ducks og Indiana Hoosiers natten til lørdag mødtes i årets Peach Bowl om den sidste finaleplads i College Football Playoff. Her er højdepunkterne:
Ingen spoilere, kun højdepunkter fra årets Peach Bowl. Læs mere om årets sidste semifinale under videoen.
Hvis du har set videoen ovenfor, er du også klar over, at Indiana udraderede Oregon og vandt årets Peach Bowl med hele 56-22.
Allerede fra kampens første spil stod det klart, hvilken slags aften det ville blive for Oregon. QB Dante Moores aflevering blev intercepted af DB D’Angelo Ponds, som returnerede bolden hele vejen til endzone og gav Indiana en tidlig føring.
Oregon svarede igen med et touchdown på den efterfølgende angrebsserie, hvilket kortvarigt tændte håbet om en ligeværdig semifinale. Men herefter trykkede Indiana for alvor på speederen.
Inden pausen forcerede de to Oregon-fumbles, som gav Heisman-vinderen QB Fernando Mendoza ideelle arbejdsbetingelser. Et brændt Oregon-field goal lige før pausen betød samtidig, at Indiana kunne gå til omklædningsrummet med en komfortabel føring på 35-7.
Dominansen fortsatte efter pausen
Anden halvleg viste sig at være mere af samme skuffe. Oregon fik pyntet en smule på resultatet med tre touchdowns, men hver gang de nærmede sig, svarede Indiana igen. Resultatet var derfor aldrig for alvor i fare.
Mendoza viste endnu en gang, hvorfor han var den retmæssige vinder af Heisman-trofæet. Han kastede fem touchdowns for 177 yards og missede blot tre afleveringer hele kampen. Det betyder, at han efter to slutspilskampe står noteret for otte touchdowns og kun fem incomplete kast. Det er kun sket tre gange i CFP-historien, at en quarterback har kastet flere touchdown end incompletions, og Mendoza står altså noteret for to af dem (den sidste var i øvrigt fra Tua’s tid i Alabama).
Indiana er nu klar til årets College Football-finale, som spilles på Hard Rock Stadium den 19. januar. Her venter vinderen af det dramatiske Fiesta Bowl-opgør, som du kan læse mere om her.








