Jeg kan sagtens forstå, hvis man ikke finde rundt i, hvordan der bliver uddelt pladser til playoff-kampene i College Football. Det er ikke altid logisk, og det er svært at sammenligne med de fleste sportsligaer i resten af verden. Det er eksempelvis ikke altid nok at komme med, selv hvis et hold går ubesejret gennem en sæson. Der sidder en komité, der virker til at have nogle interesser at varetage, når de kigger på holdene. Man har eksempelvis undret sig over, hvordan de formåede at vurdere Michigan over Michigan State, selvom Spartans ikke længe før havde slået dem indbyrdes. Mange mener i hvert fald, at der er en uretfærdig favorisering af specifikke programmer, og at komitéen bliver for subjektive i deres holdninger til slutspilspladserne. Der er enormt mange faktorer, der spiller ind, og derfor kan det være svært at gennemskue, hvorfor nogle hold bliver vurderet over andre. Herunder ridser jeg strukturen og selve udvælgelseskriterierne op, og så giver jeg et bud på aspiranternes muligheder for at komme med i playoffs i år.
Vigtigheden af divisionerne
Man har 10 divisioner, og blandt disse taler man hovedsageligt om Power Five. I forkortelsesform er det ACC, Big Ten, Big 12, Pac-12 og SEC. Det er i disse divisioner, at man har langt størstedelen af de førende football-programmer, og af samme årsag sidder de gevaldigt på magten. Det er her, hvor storhold som Alabama, Georgia, Ohio State og Oklahoma er med. De resterende 5 divisioner hedder American Athletic Conference, Conference USA, Mid-American Conference, Mountain West Conference og Sun Belt Conference. Hele balladen opstår, når en af de 5 mindre divisioner har hold, som enten går ubesejrede igennem eller slår nogle af de store hold fra Power Five. Så bliver der diskuteret, hvorvidt disse hold skal rangeres over holdene fra Power Five, men i sidste ende holder playoff-komitéen oftest hånden over de store programmer. Det er derfor totalt afgørende, hvilken division du kommer fra. Opsætningen bliver ikke lettere at forstå af, at man også har en gruppe skoler, som bare går under betegnelsen “Independents”. Det lyder på papiret ikke som en relevant division at nævne, men storholdet Notre Dame er faktisk med i den gruppe. De er ikke en del af ACC-turneringen, men det er alligevel pålagt holdet at møde omkring 5 hold fra divisionen hver sæson. Det er bestemt ikke en ulempe, for hvis de skal have en chance for at komme med i slutspillet, så skal de kunne fremvise sejre over gode hold. Der er ingen mesterskabskamp for Notre Dame, så de skal udelukkende leve på deres resultater i den regulære sæson.
Hvem bestemmer, hvem der er de bedste?
Der sidder en komité, som i anden halvdel af den regulære sæson smider en rangering ud hver uge. Her kan man se, hvem der ville blive inviteret til playoffs, hvis invitationerne skulle falde som resultat af den netop overståede spilleuge. Der skal skelnes mellem komitéens ugentlige rangering og AP Top 25, som eksempelvis Gul Klud har taget udgangspunkt i til første halvdel af sæsonen. Mange mener, at den computerbaserede rangering fra AP laver en mere retfærdig vurdering af holdene, men det er udelukkende komitéen, som bestemmer i sidste ende. Den udgøres af 13 mennesker, som er tilknyttet College Football, typisk fordi de er eller har været sportsdirektører for forskellige programmer. Det springer særligt i øjnene, at man hos AP har rangeret ubesejrede Cincinnati som nummer 2 i landet, hvor man i komitéen rangerer dem akkurat ude af playoffs på en femteplads. Det må siges at være lidt en offentlig hemmelighed, at komitéen favoriserer bestemte programmer. Når de skal argumentere for rangeringerne, så er det angivet, at de ser på følgende;
– En vurdering af, hvem der har mødt sværest modstand i sæsonen også kaldet ‘strength of schedule’
– Om de vinder deres respektive division
– Antal sejre og nederlag
– Indbyrdes kampe
Her skal det nævnes, at man til forskel fra eksempelvis AP overhovedet ikke benytter sig af computerstatistikker. De har naturligvis nogle tal, som de kigger på, men i sidste ende er det medlemmernes subjektive holdninger, som afgør det. Derudover synes jeg personligt, at det er påfaldende, at det ikke er et krav for medlemmerne, at de ser alle kampe.
Er det bowling eller football?
Jeg spørger dumt, fordi ordet ‘bowl’ går igen, når man taler om playoffs i College. Man kan godt blive forvirret af, at der spilles så mange bowls, for det er ret beset kun to af dem, der har betydning. Der spilles to semifinaler omkring årsskiftet, men navnet på disse skifter årligt. Forklaringen findes i ‘New Years Six’, som er en betegnelse for de 6 største bowl-kampe i sæsonen. De spilles i par, som er Orange & Cotton, Peach & Fiesta og Rose & Sugar. I 2019 var det Rose & Sugar, sidste år var det Peach & Fiesta, så i år hedder de Orange & Cotton igen, og sådan kører cyklussen ellers. De 4 bowls, som ikke er værter for en semifinale, har i stedet et andet stort opgør i College. Der findes faktisk et hav af disse bowls, hvor holdene mødes på kryds og på tværs. Det er efterhånden alle hold, som ikke er vildt dårlige, der får en bowl-kamp. Semifinalerne er selvsagt enormt vigtige, men i de resterende bowl-kampe ser man ofte, at spillere sidder over for at undgå skader, hvis de står til at blive valgt højt i den kommende draft. Sæsonen er på det tidspunkt principielt slut, så det er ikke alle, der tillægger kampene så stor værdi. Fansene vil stadig gerne vinde, og der er som altid ære og respekt på spil.
Et overblik over holdenes muligheder i indeværende sæson
“Det er umuligt at forudse, hvem komitéen vil have i top 4”. Nej, det er det ikke. Hvis man kender dem ret, så kan bestemte resultater bane vejen for både store og små favoritter. Nogle af holdene kan selv styre deres skæbne, mens andre er afhængige af nederlag hos konkurrenterne. Divisionerne er igen rigtig vigtige, for mulighederne for at komme med er stærkt knyttet til styrken af ens egen division. Holdene skal derfor håbe på, at flere af de resterende divisionshold er så gode, at de bliver rangeret. Der bliver lagt meget vægt på hos komitéen at slå rangerede hold, så hvis du sæsonen igennem møde urangerede hold, er der ikke meget at prale af. Herunder kommer jeg ind på de hold, som enten har muligheden for at komme i slutspillet, eller som har en stor indflydelse på hvordan pladserne skal fordeles.
Michigan State, Michigan og Ohio State står alle lidt i samme situation. De hører til i Big Ten, og Ohio State mangler at møde begge holdene. Det bliver lidt krøllet, men følg nu godt med. Fælles for dem er, at hvis du vinder de tre resterende kampe, så er du tæt på sikker. Ohio State er favoritterne til at vinde divisionen, og talentmæssigt er det også det bedste hold.
Ohio State har to kommende hjemmekampe, hvor de først skal slå Purdue, og efterfølgende kan de også næsten slå Michigan State ud af spillet. Her tror jeg, at Ohio State vinder begge kampe, og så skal de spille en finale i den regulære sæson ude mod Michigan i sidste runde. Den kamp bliver hård, og vinderen vil efter alt at dømme tage Big Ten-kronen.
Michigan dummede sig, da de tabte til Michigan State og fik et nederlag på kontoen. De har en kamp på lørdag ude mod Penn State, og taber de den, så bliver det umuligt. De er smalle favoritter, men de bør overkomme Nittany Lions, inden de har en walkover mod Maryland. Det sætter ligeledes dem op til finalen mod Ohio State.
Michigan State får ikke meget kærlighed fra komitéen, men de har faktisk stadig kontrol over deres egen skæbne. Slår de Ohio State på udebane, så har de slået både dem og Michigan. Boksepuden fra Maryland klarer de nemt, men det bliver en enorm udfordring ude mod Buckeyes. De skal i hvert fald slå dem først, og så venter endnu en svær kamp ude mod Penn State til sidst.
Apropos Penn State, så skal de faktisk også med her. De har en ret vild joker-rolle, for de kan gøre det onde ved begge Michigan-holdene. De ser ikke alt for stærke ud lige nu, men det er stadig et stort football-program, som kan vinde svære kampe.
Det er vigtigt at nævne for hele playoff-snakken, at det er katastrofalt for holdene at få to nederlag. Historien siger, at ingen hold med to nederlag kommer i playoffs. Vi kan sagtens ende med en situation i Big Ten, hvor Michigan-holdene og Ohio State slutter 10-2. De tre førnævnte og Penn State ligger i øst-divisionen af Big Ten, og der venter en mesterskabskamp mod vinderne fra vest og venter. Det bliver formentlig Wisconsin, der er vågnet op til dåd, og jeg forventer at se Ohio State i den kamp. Uanset hvem fra Big Ten det bliver, så kræver det for slutspilsdeltagelsen, at man både vinder de resterende grundspilskampe samt mesterskabskampen i divisionen.
Cincinnati er dette års darlings, og mange håber, at de kan finde en måde at komme med i slutspillet på. De er ubesejrede, så de kan ikke gøre meget mere, end de har gjort hidtil. De er kæmpe favoritter i deres resterende kampe, og de bør uden store problemer ende 12-0. Det skete både i 2017 og 2018, at UCF fra samme division (American Athletic Conference) gik 12-0 uden at få et nik fra komitéen. De har fået en generøs femteplads i det nuværende billede, men de havde helt sikkert været en plads længere nede, hvis ikke Michigan State dummede sig. Cincinnati skal kigge særligt mod Oregon og Alabama. Oregon skal enten tabe en kamp mere i grundspillet, eller også skal de tabe i divisionsmesterskabet, så de også har to (eller flere) nederlag på kontoen. Det helt samme gælder i øvrigt Alabama. Et hold uden for Power Five-divisionerne er aldrig blevet inviteret, så det ville være sensationelt, hvis Bearcats kom med.
Oklahoma er ret respektløst rangeret som nummer 8, til trods for at de har vundet alle deres kampe. Det har ikke just været overbevisende hver gang, men de er stadig ubesejrede. Problemet for Oklahoma er, at de ikke kan vise så mange kvalitetssejre til komitéen. De har slået Texas ude i en tæt kamp, men Texas er slet ikke rangerede, så det styrker ikke argumentet. Til gengæld får de mulighed for endelig at vise sig frem, når de har Baylor ude på lørdag, efterfulgt af en hjemmekamp mod Iowa State og en sidste kamp ude mod Oklahoma State. Tre rigtig gode hold, hvor lutter sejre helt sikkert pynter på CV’et. De vil også få en mesterskabskamp i Big 12, hvor en sejr med sikkerhed sender dem i playoffs. En ubesejret Big 12-vinder bør være selvskrevet i playoffs. Jeg kunne endda forestille mig, at komitéen kan finde plads til dem, selvom de tager et tæt nederlag til sidst.
Oklahoma State skal også have lidt opmærksomhed, når vi runder Big 12. De mangler TCU, Texas Tech og Oklahoma. De to første opgør veksler de til sejre. Det vil også give en billet til mesterskabskampen i Big 12, uanset om de taber til Oklahoma i den sidste kamp. Det kan så ende med, at de skal møde Oklahoma to gange i træk, hvis ikke Sooners falder helt igennem i de sidste kampe. Vinder Cowboys begge opgørene over navnebrødrene, så er det faktisk dem, der står med den bedste record og måske skal inviteres til slutspillet.
I SEC-divisionen kigger man næsten kun på Alabama og Georgia, men i det store puslespil har jeg en lille fidus til Texas A&M også.
Georgia har tre lette kampe tilbage, og de ender utvivlsomt 12-0 og får en billet til en SEC-mesterskabskamp. Uanset om Georgia taber den kamp til topholdet fra SEC-vest, så kommer de i playoffs, men de vil sikkert gerne holde deres første-seed med en divisionstitel.
Alabama har gjort det noget sværere for sig selv, efter de smed den kamp til Texas A&M. Hvis komitéen skal holde fast i, at hold med to nederlag ikke kommer med, så skal Alabama jo vinde resten af deres kampe. SEC er også opdelt i øst og vest, og med Georgia som sikre vindere i øst mangler vest-kronen at blive uddelt til Alabama, Texas A&M eller Auburn. Jeg tror ikke på scenarierne, hvor Auburn sniger sig med, men de er altså stadig med i ræset. Inden Alabama kan møde Georgia, så skal de altså slå Auburn på udebane i et regulært hadeopgør. Uanset om Auburn har noget at spille for, så vil de helt sikkert give et skrantende Alabama hold kamp til stregen. Auburn er ret stærke hjemme mod Alabama historisk set, og de lugter blod.
Texas A&M kan med to nederlag allerede ikke selv afgøre tingene, men de skal sætte deres lid til Auburn. De har en relativt svær kamp på lørdag mod Ole Miss, men Aggies har virkelig fundet sig selv i slutningen af sæsonen. Kan de slå Ole Miss, så har de en walkover inden et tricky opgør ude mod LSU. Hvis Texas A&M vinder ud imens Alabama taber til Auburn, så skal Aggies i mesterskabskampen. Georgia vil givetvis være favoritter i det scenarie, men hvad gør komitéen, hvis Texas A&M smadrer Georgia? Skal de så med? Og hvad gør de, hvis deres yndlinge fra Alabama får en gedigen øretæve af Georgia i finalen? Så skal de finde ud af, om de vil lave undtagelser i forhold til hvor mange nederlag man må have.
Vi skal også forbi Pac-12, hvor kun Oregon har en mulighed for at komme med i playoffs. De er 8-1, så de må i princippet heller ikke tabe flere kampe. Pac-12 ser ret svag ud i år, og det har Oregon udnyttet. De ser ikke særligt skræmmende ud, og deres helt store argument i slutspilsdebatten er deres tidlige sejr i sæsonen over Ohio State. Der er ét hold, som kan ødelægge deres slutspilsdrømme, og det er Utah. Utes fører syddivisionen, og der er lagt op til en mesterskabskamp mellem dem og Oregon fra nords ditto. Utah har set lidt bedre ud de sidste par uger, og det ville ikke overraske mig, hvis de fik slået Oregon i ét af deres to forsøg. De møder nemlig Oregon i deres næstsidste kamp på hjemmebane, og det bliver en hård udfordring for gæsterne. Med tanke på hvor relativt svag Pac-12 ser ud i år, da vil det kræve, at Oregon vinder resten af kampene.
Jeg er nødt til at nævne Notre Dame, inden jeg runder af. De skal håbe på mange ting, men de står med en 8-1 record og vinder sandsynligvis deres resterende tre kampe uden problemer. De har lige Virginia på udebane lørdag, men de vil være favoritter i det opgør. Det bliver næsten umuligt for dem, men de skal håbe på komplet kaos. Alabama skal falde igennem i SEC, Oklahoma skal tabe flere kampe og Utah skal slå Oregon begge gange. De skal egentlig satse på, at Georgia beholder deres ubesejrede førsteplads, og at de og Cincinnati er de eneste andre i ræset som maksimalt har tabt én kamp.
Det er imponerende, hvis man ikke er hægtet helt af endnu. Måske undrer man sig over, at jeg slet ikke er kommet forbi ACC-divisionen? Forklaringen ligger i, at ingen af holdene har en realistisk chance for at komme med, selvom det er en af de store divisioner. Clemson har været en af sæsonens skuffelser, og det er upåagtede Wake Forest, som fører ACC lige nu. Uanset hvordan divisionspladserne fordeles, så bliver slutspillet uden dem i år. Det bliver spændende at følge komitéens rangeringer for de næste uger, for der bliver nogle svære dilemmaer. Cincinnati giver dem hovedpine, Big Ten slagter hinanden og så venter alle på hvad de gør med Alabama, hvis Nick Sabans tropper slutter med en afklapsning mod Georgia. Hvis noget hold med to nederlag nogensinde skulle komme med, så ville det naturligvis være Alabama.
