College Football: Wembley-opgør bekræftet til 2026

0

For første gang nogensinde vil det legendariske Wembley-stadion danne rammen om en college football-kamp, når Kansas Jayhawks og Arizona State Sun Devils kommer på besøg d. 19. september næste år.

Kampen, som får det officielle navn “The Union Jack Classic”, bliver den første i en række college-kampe, som over de næste par år vil blive spillet i London. Den markerer endnu et skridt i den internationale udvidelse, som længe har været undervejs i NFL, og som nu også har fundet vej til college-rækkerne – sæsonen blev som bekendt åbnet i Dublin.

Det bliver to Big 12-hold, som kommer til at indtage banen i England. Kansas Jayhawks står noteret som hjemmehold, mens Arizona State Sun Devils indtager gæsterollen. På trods af, at de begge tilhører samme konference, har de kun mødt hinanden én gang tidligere – sidste år. Det hænger sammen med, at Arizona State først for nylig blev en del af Big 12, da de forlod den tidligere Pac-12-konference. Den tidligere kamp gav Arizona State håneretten.

Selvom de engelske NFL-opgør har vist sig at være kæmpemæssige successer, er det svært ikke at være en smule skeptisk overfor de ambitiøse collegekampe på Wembley. Fundamentet for college football er i højere grad end NFL funderet på lokale fans, traditioner og tilhørsforhold, som typisk er bygget op over flere generationer. Selvom der var god opbakning i Dublin tilbage i august, vil situationen være en smule anderledes i september, hvor sæsonen allerede er flere uger gammel.

På lokale fanfora har reaktionerne da også været afdæmpede. Hos Kansas’ fans er der åbenlyst ærgrelse over at miste en af deres hjemmekampe, specielt fordi holdet næste år spiller i det nyrenoverede David Booth Kansas Memorial Stadium. Blandt Arizona States fans er begejstringen tilsvarende begrænset, primært på grund af kamptidspunktet. For selvom der endnu ikke er offentliggjort et officielt starttidspunkt, vil otte timers tidsforskel mellem London og Tempe, Arizona, sandsynligvis få betydning. Hertil kommer, at begge hold vil krydse Atlanten efter nogle hårde kampe: Kansas møder Missouri ugen forinden, mens Arizona State kommer fra et opgør med Texas A&M på kolossale Kyle Field.

Uanset hvad lokale fans måtte mene, giver kampen danske fans en unik chance for at opleve college football på nært hold og mærke det spektakel, som disse kampe kan være. Billetter er allerede sat til salg hos både Kansas og Arizona State, og mon ikke der også dukker noget op på Gul Klud, når vi kommer tættere på begivenheden.