Shedeur Sanders får genvalg i uge 13

0

I sin første kamp fra start som professionel var Shedeur Sanders med til at føre Cleveland Browns til sejr. Nu kunne det tyde på, at Sanders har vundet Kevin Stefanskis tillid.

Shedeur Sanders leverede en godkendt præstation i sin første kamp fra start i NFL, da han ramte på 11 af 20 kast for 209 yards med et touchdown og en interception som følge. På den baggrund var Sanders med til at føre Cleveland Browns til deres bare tredje sejr i sæsonen.

I kølvandet på sejren har Browns’ cheftræner Kevin Stefanski også udnævnt Shedeur Sanders som sin startende quarterback i 14. spillerunde, hvor Browns møder San Francisco 49ers. Det er til trods for, at Browns’ hidtidige starter Dillon Gabriel er blevet sin hjernerystelse kvit.

Kevin Stefanski brugte også anledningen til at rose Shedeur Sanders for sin kommunikation i lommen og ledelse af angrebet i sejren over Las Vegas Raiders.

Shedeur Sanders’ ubetingede højdepunkt indtraf i begyndelsen af opgøret, da han rullede ud til sin højre side og leverede et perfekt 52-yard langt kast til Isaiah Bond. Spillet fik endda Sanders’ holdkammerat Myles Garrett til at tabe kæben på sidelinjen.

Således leverede Shedeur Sanders også et bedre indtryk, end det var tilfældet, da han blev skiftet ind i pausen mod Baltimore Ravens i 11. spillerunde. Her ramte Sanders bare på fire af 16 kast for 47 yards og en interception, og han lignede ikke en mand, der var klar til at starte i NFL.

Se også: De fedeste spil fra søndagens kampe – uge 12