Cleveland Browns giver edge rusher Myles Garrett en femårig kontrakt til 125 millioner dollar, der er den største kontrakt nogensinde for en defensiv spiller.

Tirsdag aften uddelte Kansas City Chiefs endnu en massiv kontrakt, da den defensive linjemand, Chris Jones, kunne sætte sin signatur på en ny aftale.

Nu kan en anden forsvarsstjerne i AFC glæde sig over en kæmpe-kontrakt. Faktisk en historisk, stor kontrakt.

Cleveland Browns og pass-rusher Myles Garrett er nemlig meget tæt på at være nået til enighed om en femårig aftale til en værdi af 125 millioner dollar, der svarer til 832 millioner kroner. Det beretter NFL Networks Ian Rapoport.

NB: Det skal understreges, at kontrakten endnu ikke er officiel. Denne artikel opdateres, så snart der er er mere nyt.

Årslønnen på 25 millioner dollar betyder, at Garrett bliver den bedst betalte forsvarsspiller i NFL nogensinde. Han overgår Khalil Macks massive kontrakt i Chicago Bears, der til sammenligning indbringer Mack 23,5 millioner dollar om året.

Myles Garretts kontraktforlængelse kobles på hans nuværende rookie-kontrakt, som han har to år og 19,8 millioner dollar tilbage af. Hans aftale med Browns løber dermed til og med 2026-sæsonen.

Den yderst talentfulde edge rusher blev valgt af Cleveland Browns som den første spiller i 2017-draften.