
Pittsburgh Steelers holdt Myles Garrett fra fadet, men superstjernen mener, at det fik kampafgørende konsekvenser for de sorte og gule.
Trods flere ihærdige forsøg lykkedes det ikke for Myles Garrett at nedlægge Aaron Rodgers og sikre sig sack-rekorden i 17. spillerunde.
Det var også tydeligt for enhver, at Pittsburgh Steelers gjorde alt, hvad de kunne for at dæmme op for Myles Garrett.
Pittsburgh Steelers’ venstre tackle Dylan Cook, som startede opgøret og stod over for Garrett på hovedparten af spillene, fik som regel hjælp af to til tre medspillere, som enten bumpede ind i Garrett ved linjen, eller ydede ekstra beskyttelse.
Det var også en frustreret, men alligevel også skadefro, Myles Garrett, som mødte pressen efter opgøret:
– Jeg har en oplevelse af, at de (Pittsburgh Steelers, red.) gjorde mere for at holde mig væk fra Aaron Rodgers, end de gjorde for at vinde kampen. Jeg tror, at det kostede dem i sidste ende. Jeg er stolt af mine holdkammerater – vi kæmpede bravt, udtalte Myles Garrett.
Mike Tomlin afviste på sit pressemøde, at han eller Steelers’ trænerstab gjorde noget ekstraordinært for at dæmme op for Myles Garrett. Men Tomlin betonede også, at han selvfølgelig havde lagt en stringent plan for at begrænse den skade, som Garrett kan have.
Selvom Myles Garrett ikke tog sack-rekorden, så vandt Cleveland Browns en højest overraskende sejr på 13-6 over Pittsburgh Steelers.








