Browns henter Super Bowl-MVP tilbage

0

Browns har forstærket bredden på quarterback-positionen med gode gamle Joe Flacco, som vender tilbage til Cleveland på en etårig aftale.

Det er bare to år siden, at Joe Flacco antændte Cleveland Browns’ angreb og sikrede holdet en plads i slutspillet med fire usandsynlige sejre i den afgørende slutfase af 2023-grundspillet.

Nu er den 40-årige Joe Flacco tilbage i Cleveland, Ohio, hvor han skal forsøge at gentage succesen. I den forgangne sæson tørnede Flacco ud for Indianapolis Colts, hvor han spillede otte kampe og kastede 1.761 yards, 12 touchdowns og syv interceptions.

Browns har desperat behov for hjælp til quarterback-positionen, hvor Kenny Pickett ligeledes er blevet hentet ind som nødløsning til den skadede og fejlslagne Deshaun Watson. Cleveland Browns har også muligheden for at vælge en quarterback med det andet valg i 2025-draften.

Joe Flacco er først og fremmest kendt for sine 11 sæsoner hos Cleveland Browns’ ærkerivaler Baltimore Ravens, hvor han bl.a. startede i Super Bowl XLVII mod San Francisco 49ers. Flacco leverede en pragtpræstation i den store finale, da han ramte på 22 af 33 kast for 287 yards og tre touchdowns, hvortil han blev udnævnt til Super Bowl-MVP.

Læs også: NFL Draft – her vælger dit hold