Mens kampen mod Cincinnati Bengals nærmer sig, så fortsætter de gode nyheder for Buffalo Bills safety Damar Hamlin.

Det går den rigtige vej for Buffalo Bills safety Damar Hamlin, der for tre uger siden faldt om med hjertestop på banen.

Sidste lørdag var han forbi og hilse på sine holdkammerater inden Wild Card kampen mod Miami Dolphins, men valgte at se kampen hjemmefra om søndagen. I denne uge har han til gengæld været en flittig gæst på holdets anlæg.

Træner Sean McDermott sagde onsdag, at Hamlin var der næsten dagligt og havde været på anlægget både tirsdag og onsdag, og det lader til, at han også er på vej tilbage på træningsbanen.

På spørgsmålet om, hvad Hamlin laver, når han er der, svarede McDermott: “Det er begrænset. Bare overordnede ting”, og fortsatte “Men han kommer ind og prøver bare at få en lille smule rutine tilbage i kroppen og bare vænne sig til det hele igen og tage et skridt – et lille skridt – af gangen. Og påbegynde rejsen mod at blive sig selv igen.”

På søndag møder Bills så Cincinnati Bengals i divisionsrunden i NFL slutspillet, og den kamp vil naturligvis blive meget følelsesmæssigt påvirket af Hamlin-situationen. Det var mod netop Bengals, at han faldt om i spilleuge 17, og NFL valgte efterfølgende at aflyse kampen.

Om Hamlin vil være til stede til kampen, er der stadig ingen meldinger om, men skulle han troppe op på stadion, vil han få en hyldest, der er kejser værdig.