
Baltimore Ravens har ansat Chicago Bears’ offensive koordinator Declan Doyle i en tilsvarende rolle.
Baltimore Ravens’ nyudnævnte cheftræner Jesse Minter er i fuld sving med at sætte sin trænerstab, og han har nu fundet sin offensive koordinator.
Valget er faldet på Declan Doyle, der skifter til Baltimore fra en tilsvarende stilling som offensiv koordinator hos Chicago Bears.
Den afgørende forskel bliver, at det er Ben Johnson, som kalder de offensive spil hos Chicago Bears, hvorimod Doyle overtager dette ansvar i Baltimore.
Det er et dristigt valg af Jesse Minter, da Declan Doyle bare er 29 år gammel, og dermed er den yngste offensive koordinator i NFL. Doyle har bare syv års trænererfaring, og skal nu stå i spidsen for den dobbelte MVP Lamar Jackson, den kommende Hall of Fame-runningback Derrick Henry og resten af Ravens’ slagkraftige angreb.
Til gengæld er det helt forståeligt, at Ravens plukker den øverste assistent fra Ben Johnsons trænerstab.
Johnson har etableret sig som én af de fremmeste og mest innovative offensive trænere i NFL, så det er naturligt, at hans assistenter er nogle af de mest eftertragtede trænere på markedet.
Declan Doyle har ligeledes erfaring fra Iowa i college-rækkerne, hvor han var fysisk træner, og fra New Orleans og Denver, hvor han var henholdsvis offensiv assistenttræner og tight ends-træner for Sean Payton.
Læs også: Så fandt Ravens deres nye cheftræner








